Hvad var den største udfordring under din graviditet?

Uha, der var mange udfordringer. Der var det fysiske, som bækkenproblemer, migræneanfald, halsbrand, opkast, kramper og en smerte i maven som kom i uge 36, hvilket betød minimal søvn og ind og ud af fødemodtagelsen. Men der var især også det psykiske, som omhandlede en konstant angst for at miste (og den forsvandt desværre aldrig). Jeg havde det svært med min krop, som ændrede sig så hurtigt og jeg følte derfor ikke helt, at jeg kunne følge med. Og så var der den konstante dårlige samvittighed over, at jeg ikke var lige så glad for at være gravid, som jeg følte, at jeg burde være, fordi det er stort at blive gravid, men det var også forbundet med så mange smerter, gener og bekymringer – og det var ensomt at gå rundt og føle, at jeg var den eneste, der havde det sådan.

Hvad har overrasket dig mest i forbindelse med at blive mor?

Det er hverken rosenrødt eller helt vildt forfærdeligt. Det er bare anderledes. Det er smukt og rørende, hårdt og trættende, givende, forvirrende, ensomt, kærligt og finurligt. Jeg er fanget i en konstant rutsjebane, hvor det hele går op og ned, en tilstand hvor der er så meget livsglæde og samtidig er jeg hunderæd. Det er et nyt liv. Hvilket både kan være livsbekræftende og føles som et tab – fordi du mister noget. Du mister lidt af din frihed, din krop er ikke din alene og alt ser anderledes ud. Kroppen er anderledes. Forholdet til din partner er anderledes. Hele livet er anderledes. Jeg savnede mig selv, Rebecca, i virkelig lang tid. Jeg savnede min krop, og jeg var næsten rasende på mig selv over, at jeg ikke nød min søvn og muligheden for at gøre lige præcis dét jeg ville, inden jeg fik barn, lidt mere. Jeg savnede stilheden. Jeg savnede spontaniteten. Og jeg savnede ikke at savne nogen. Sjovt, hvordan man længes efter alenetid og lige så snart man får den, så savner man sit barn.

Men livet er også anderledes på den gode måde, for jeg værdsætter tingene mere nu. Tid er gået hen og er blevet en kostbar ting – og jeg lever nok mere i nuet, end jeg nogensinde har gjort før. I morgen kan dagen sikkert være helt anderledes, så jeg nyder lige min varme kop kaffe, det lækre bad, mit barn der smiler, min mands hånd i min lidt ekstra. Alt har overrasket mig, når det kommer til at blive mor, det kan ikke forklares, for det giver først mening, når man står i det.

Hvordan oplever du din barsel? Hvad er svært, og hvad er godt ved at være på barsel?

Jeg elsker min barsel – ja, jeg elsker den så meget, at jeg har forlænget den, så jeg går hjemme med min datter i 15 måneder. Når det så er sagt, så kan det også være enormt ensomt, hårdt, ensformigt, kedeligt, tungt og trættende. Der går meget hurtig rutine i den – og hvis der er noget, jeg hader, så er det rutiner. Men alt er en fase, siger de, og det behøver ikke være mere besværligt, end hvad man selv gør det til.

Jeg har været meget bevidst omkring, at både Ellen og jeg skulle have det godt. Min mor passer hende en til to gange om ugen, så jeg kan komme til træning. Vi bruger mange timer på legepladsen (med teboller til hende og kaffe til mig) og jeg mærker efter – er vi begge trætte og i semi-dårligt humør, jamen så skal vi måske bare aflyse aftalerne og have en dag hjemme med Duplo på gulvet og Teletubbies på skærmen. Intet er forbudt herhjemme, alt er med måde, og det har gjort det hele nemmere. Hvis mit barn får en nedsmeltning på gaden, stikker jeg hende en croissant, en Mariekiks, en smoothie eller alle tre ting, så jeg ikke skal svede og få masser af hjertebanken. For det er hverken dårligt eller godt hele tiden. Mine dage kan godt starte dårligt og slutte fantastisk, og omvendt. Jeg kan have en uge, hvor det hele spiller og så vender det, og jeg fanger mig selv i at tænke ’hvorfor gør jeg det her?’ Men det gør jeg, fordi tiden med mit barn er så enormt vigtig for mig.

Jeg havde en hård graviditet, en meget intens fødsel, en svær start med amningen og så blev jeg førstegangsmor, mens verden fik en pandemi. Men de øjeblikke hvor min datter griner helt nede i maven, når hun tager min hånd eller giver mig et kys, når solen skinner, og vi triller ud på Vesterbro med barnevognen. Ja, så giver det mening. Det er de stunder, som gør det hele dét værd.

Har du et råd til andre forældre med børn på 1 år?

Jeg prøver aldrig at give ’gode råd’ til andre mødre, for hvad der virker for mig, virker måske ikke for dig. Og de råd, som vi får klasket i hovedet, som ’kig på dit barn’, ’nyd det’, ’det er bare en fase’, ’det er en dårlig vane, at …’ ja, de er faktisk med til at gøre, at mange tvivler på deres forældreskab. Men vi gør alle vores bedste. Og det er nok mit største og bedste råd. Du ved selv, hvad der virker. Du kan mærke det helt nede i maven, når det er rigtigt, og når det er forkert. Og det er okay, at du gik til højre, selvom de andre i mødregruppen gik til venstre. Du er okay.

Jeg har det sidste års tid fået hundredvis af beskeder fra mødre på Instagram, som takker mig for at være ærlig. Og det gør mig næsten helt ked af det, at det stadig er et tabu at snakke højt om de sværere følelser – det burde det ikke være. Det er okay, at synes graviditeten, barslen eller ens barn er irriterende til tider. Men det er ikke okay at blive shamet for at synes det.

Min datter er 1 år gammel, og jeg er netop ved at lave legegrupper med kvinder, der følger mig på de sociale medier. Det eneste kriterie er, at man har et barn som mit eget barn måske kan lege lidt med, og at alle tanker, typer, følelser og emner er tilladt for os mødre at snakke om. Så, et råd som jeg selv synes er tilpas nok vagt, men samtidig brugbart, er: Allier dig med andre forældre der vil dig det bedste – spørg, lyt, anerkend og tag det ind, du selv kan bruge …