Giv tid og opmærksomhed til hinanden
At få et barn er en kæmpe omvæltning i de fleste menneskers liv og kan i den grad tære på parforholdet. Både fordi vores prioriteter bliver anderledes og overskuddet bliver mindre, men også vores egen tilknytning bliver bragt i spil, når vi bliver forældre.
De stærke følelsesmæssige omvæltninger kræver ekstra opmærksomhed, nærvær og forståelse fra dem, vi er tættest knyttet til. Dette vil ofte være ens partner, men da I begge er i samme situation, kan der være en risiko for, at I ikke har det følelsesmæssige overskud til at være nærværende. Dette kan hurtigt skabe en distance mellem jer og en følelse af ikke at være elsket, prioriteret eller forstået.
For at undgå dette, er det vigtigt, at I giver jer tid til hinanden og giver hinanden opmærksomhed hver dag.
En måde at gøre dette på kan være at sætte tid af hver dag til hinanden. Det behøver ikke at være mere end fem minutter, hvor I til gengæld er nærværende og giver hinanden jeres fulde opmærksomhed.
Kig hinanden i øjnene hver dag. På den måde kommer I i kontakt med jeres følelser, og diskussionen om vasketøjet eller opvasken bliver måske mindre vigtig. Det kan være med til at skabe ro og dermed færre konflikter mellem jer.