Førstegangs­forældre? Sådan passer I på parforholdet

At blive forælder for første gang kan være en stor livsomvæltning. Du har sikkert hørt fra mange, at det er vigtigt at prioritere parforholdet, når to bliver til tre. Det er der en god pointe i. Læs her, hvorfor.

Den nye rolle som forælder kræver tilvænning

Tal sammen. Bak hinanden op. Husk nu kærestetiden.

De gode råd fra familie, venner, bekendte og artikler som denne kan være mange, når man står overfor at skulle være forælder for første gang.

Men når du først står midt i det, kan det virke uoverskueligt at følge dem. Måske driller amningen, søvnen mangler, og overskuddet er lig nul. Det er ikke lige nu, at der er lyst til hverken flettede fingre, fortrolige samtaler eller sex.

I denne artikel finder du og din partner en række råd til, hvordan I kan passe godt på hinanden, så I kommer igennem den indledende fase som førstegangsforældre med parforholdet intakt.

Parforholdet kan blive sat på en prøve, når I bliver forældre

I den første tid som nybagt forælder, kan du opleve, at din tilfredshed med jeres parforhold falder. Det sker for mange. Faktisk viser en undersøgelse, at to ud af tre par oplever et drastisk fald i tilfredsheden med deres forhold første gang de bliver forældre.

Det kan der være mange grunde til. En af dem er, at I begge har været nødt til at flytte fokus fra at være en god partner til at være en god forælder.

Måske finder du ud af, at din partners synspunkt på forældrerollen er forskellig fra din, endda i sådan en grad, at det skaber uenighed mellem jer. Det kan også være, at du ser nye sider af din partner, som du ikke bryder dig om. Og endelig kan uenighed eller manglende overskud resultere i, at I har svært ved at tale sammen, uden at det udvikler sig til dårlig stemning eller konflikter.

Den rumlighed og støtte fra partneren, som tidligere kendetegnede jeres forhold, kan være ændret, og du savner måske, at din partner støtter dig.

Fra tosomhed til teamwork

Det kan være svært, når parforholdet i en periode primært kommer til at handle om teamwork. Tidligere var det som holdt jer sammen måske tid, fællesskab, tiltrækning og kærlighed. Men pludselig kan det være gledet i baggrunden og er blevet erstattet af et praktisk teamwork, hvor bleskift, natteroderi, rengøringstjanser og madlavning skal gå op i en højere enhed.

Netop fordi det er en krævende tid, er det vigtigt, at I er mere overbærende end ellers. Søg ikke konflikterne, men gem dem, til I begge har mere overskud.

Det kan være lettere sagt end gjort – men prøv alligevel.

6 råd, der måske kan hjælpe jer på rette vej

1. Forbered jer allerede i graviditeten

Er jeres barn endnu ikke kommet til verden, kan I allerede under graviditeten forberede jer og jeres parforhold på forældreskabet.

For at undgå skuffelse og frustration, når først virkeligheden som ny familie er blevet en realitet, kan I allerede inden fødslen tale sammen om jeres forestillinger. Hvad forventer I af jer selv og hinanden som familie? Få indblik i hinandens idealer om familielivet, så I har et fælles udgangspunkt. Så kan I bedre forstå hinandens udgangspunkt og i fællesskab justere forventningerne.

Der er skrevet mange bøger om parforhold. I bogen ”Pas godt på hinanden – når 2 bliver til 3” kan I læse om, hvad man kan opleve som førstegangsforælder og finde vejledning, øvelser og input til gode samtaler. Det kan give jer et billede af, hvor I står i forhold til hinanden.

Bogen kan købes for 75 kr. + porto hos Center for Familieudvikling. I kan også tjekke, om jeres lokale bibliotek har den eller andre bøger om parforhold og forældreskab.

Center for Familieudvikling 

2. Tal sammen og vær ærlige

Tal gerne sammen dagligt. Det er en god idé at fastsætte et bestemt tidspunkt, så det bliver en rutine. Vend for eksempel, hvordan I har det, om der er noget, I har brug for fra den anden, hvad der har været godt i løbet af dagen, og hvad der har været hårdt.

3. Forventningsafstem, hvem der gør hvad

Efter at barnet kom til verden, er I blevet mere afhængige hinanden. Det kan minde lidt om at være kolleger, når I skal aftale, hvem der klarer opgaven, når barnet skal trøstes, mades, skiftes, puttes, aktiveres, ud på tur og så videre. Oveni er der de huslige pligter som rengøring, tøjvask, madlavning og indkøb.

For at få det hele til at gå op, er det godt givet ud at fordele opgaverne, så det ikke ender i frustrerede og trætte blikke eller konflikter. I kan for eksempel have en familiekalender, hvor I op til en ny uge skriver jeres forskellige planer for ugen ind og får noteret, hvem der har ansvar for hvad.

4. Sænk forventningerne

I tiden efter fødslen, kan du opleve, at dine forestillinger om, hvordan man er en familie, kommer i spil. Og måske har jeres egen virkelighed svært ved at leve op til det familieideal, som du har haft i hovedet op til fødslen.

Det kan være forventninger om, hvem der løser hvilke opgaver, hvordan man opdrager et barn, hvor ren boligen skal være, hvordan hverdagen i familien skal se ud.

Her kan det være nødvendigt at gå dine og jeres fælles forventninger til familielivet efter i sømmene og sænke eller justere dem. I hvert fald for en periode. Har I brugt bogen ”Pas godt på hinanden – når 2 bliver til 3”, kan I endnu en gang tage udgangspunkt i den, når I skal forventningsafstemme med hinanden.

Prøv, om du kan acceptere, hvordan tingene er lige nu, selvom skuffelsen måske gerne vil overtage og den gode kommunikation let kan ende som kritik.

5. Få øje på det gode

Når vi bliver set, taget alvorligt, opmuntret og elsket, så gror vi. Når du får komplimenter eller bliver bekræftet af din partner, så får du mere lyst til at gøre det samme. Det er en god og sund spiral at blive fanget i – og husk, du kan selv starte.

Roser du din partner, er der en god chance for, at du får det gengældt i sidste ende. Det kan være en tak for noget, partneren har gjort for dig, et du ser dejlig ud-kompliment eller en situation, du synes partneren har håndteret godt med barnet.

Hvis I bakker hinanden op med opmuntring og anerkendelse, så står jeres parforhold stærkere i den første turbulente familietid.

6. Rådgivning til jeres unikke situation

Ethvert parforhold er unikt, og for mange førstegangsforældre er det svært at være opmærksomme på hinanden og hinandens behov, fordi det er en så sårbar tid. Derfor oplever I måske også, at rådene herover ikke passer præcis til jeres situation, eller at de ikke fungerer for jer. Det kan skabe endnu større frustration og konflikt mellem jer.

Overvej derfor at søge rådgivning, hvis I kan mærke, at jeres forhold er meget presset.

I kan kontakte:

ParTelefonen: Som Center for Familieudvikling står bag. ParTelefonen er blandt andet målrettet parforhold, som er sat under pres, efter at der er kommet børn ind i billedet. Rådgivningen på ParTelefonen er gratis og anonym.

Mødrehjælpens rådgivning, Holdepunkt

Holdepunkt er Mødrehjælpens landsdækkende rådgivning for gravide og forældre med børn i alderen 0-18 år. Holdepunkt er et tilbud til både mor, far, enlige og par.

Mødrehjælpens rådgivning er akkrediteret af RådgivningsDanmark.

Log ind for at gemme artikler

Du skal logge ind eller oprette en profil for at kunne gemme artikler.

Log ind

Log ind med din profil for at se gemte artikler, ansøge om babypakker og bruge Huskelisten.

Glemt password?

Angiv din e-mail adresse for at få tilsendt et nyt password.

Vælg nyt kodeord

Du er logget ind med et midlertidigt kodeord og skal derfor vælge et nyt kodeord.