Brug fagpersonerne omkring dig
Når du skal være forælder, kommer du i kontakt med mange forskellige fagpersoner, der kan rådgive dig på forskellige vis.
I Huskelisten kan du få overblik over fastlagte besøg hos læge, jordemoder og sundhedsplejerske samt andre vigtige ting, man skal huske, når man bliver forælder.
Jordemoder
I løbet af graviditeten er der fastlagte jordemoderbesøg – se Huskelisten. Antallet af besøg kan variere alt efter, hvilken region du bor i.
Jordemoderen kan for eksempel rådgive dig om:
- Plukkeveer
- Væskeansamling eller lettere bækkensmerter
- Kost og motion til gravide
- Bekymringer eller angst for at føde
- Smertelindring under fødslen
- Bekymringer for fosters trivsel inde i maven
- Fosterets bevægelse
- Spørgsmål og aftaler omkring hjemmefødsel
- Forbesøg på fødegangen
- Tilbud om fødselsforberedelse i din region
- Tilbud om ammeforberedelse i din region
Efter fødslen kan du bede om at få en samtale med den jordemoder, der var til stede under fødslen. Det giver dig mulighed for at få talt din oplevelse af fødslen igennem. Jordemoderen kan også give dig gode råd om prævention.
Sundhedsplejerske
Sundhedsplejen er et kommunalt tilbud til alle gravide og familier med børn. Sundhedsplejersken er ekspert i børns sundhed, trivsel, udvikling og behov, og er der for at støtte op om, at børnefamilier får en god start.
Din sundhedsplejerske kan besvare spørgsmål om alt fra:
- Amning
- Gulsot
- Vægt
- Søvn
- Øjenkontakt
- Stimulering af barnet
- Sprog
- Motorisk udvikling
- Spisemønster
- Familiens trivsel og meget andet
Allerede i graviditeten har du mulighed for at få besøg af din sundhedsplejerske første gang. Her kan I for eksempel tale om dine tanker om at blive forælder, og dine tanker om det barn, du venter, eller hvilken betydning det har for jeres parforhold, at I snart skal være forældre.
Har du børn i forvejen, og havde du et svært graviditets- og efterfødselsforløb sidst, vil det måske være en fordel for dig at tale med din sundhedsplejerske inden fødslen.
Din kommune har på forhånd tilrettelagt, hvor tit sundhedsplejersken kommer på besøg i løbet af dit barns første leveår – se Huskelisten. I de fleste kommuner har sundhedsplejen telefontid flere gange om ugen. Du kan også få ekstra besøg ved behov. Derudover har sundhedsplejen ofte lokale tilbud, som for eksempel åbent hus, sundhedshuse, tilbud om netværk og aktiviteter, undervisning eller andet.
Tjek din kommunes hjemmeside og spørg din sundhedsplejerske om, hvad der findes i lige præcis dit lokalområde. Du kan kontakte sundhedsplejen og søge gode råd, helt indtil dit barn går ud af 9. klasse.
Egen læge
I graviditeten er der fastlagte besøg hos din praktiserende læge – se Huskelisten. Du kan altid opsøge din læge, hvis der opstår problemer under graviditeten – både i forhold til din psykiske og din fysiske trivsel. Kontakt lægen, hvis du for eksempel oplever:
- Tegn på blærebetændelse
- Pletblødninger
- Plukkeveer
- Smerter i kroppen
- Stress
- Tegn på depression, angst eller andre psykiske belastninger
Du kan altid kontakte egen læge, hvis du selv eller dit barn bliver syg. Det kan være svært at vurdere, om der er brug for at kontakte lægen eller ej – særligt hvis du er førstegangsforælder og ikke har erfaring med syge småbørn. Er du bekymret eller i tvivl på grund af dit barns symptomer, så ring til egen læge eller til vagtlægen.
Pædagog eller dagplejer
Er dit barn startet i vuggestue eller dagpleje kan du altid tale med pædagog eller dagplejer om dit barns trivsel.
Det kan for eksempel være:
- Spisning
- Sovemønster
- Adfærd
- Social omgang med andre børn
- og meget andet
Sammen med institutionen eller dagplejen kan I hjælpe hinanden og støtte dit barn til at komme tilbage til en god udvikling. Pædagogen og dagplejen har også mulighed for at indhente ekstra støtte via kommunen, hvis der er behov for det.
Socialrådgiver/kommunale tilbud
De fleste kommuner har en åben anonym rådgivning til børnefamilier. Her kan man henvende sig, hvis man ønsker råd omkring forskellige problemstillinger i familielivet eller om børns trivsel og udvikling.
Du kan for eksempel søge rådgivning omkring:
- Dit barns trivsel og udvikling
- Krise i familien pga. skilsmisse
- Højt konfliktniveau i familien
- Børneopdragelse
Søg efter rådgivningstilbud på din kommunes hjemmeside eller spørg sundhedsplejersken til råds.