Interview med Line Jensen: Livet på barsel

Line Jensen har været på barsel tre gange i sit liv. Det har alle gange været meget forskellige oplevelser. Her deler hun nogle af de tanker og følelser, der ramte hende under barselslivet.

Kan du fortælle lidt om din egen tid på barsel?

Jeg har været på barsel tre gange i mit liv, og det har alle været forskellige oplevelser. Den første barsel var for længe siden. Men jeg tror, at den grundstemning, jeg havde under min første barsel, hvor mit liv faldt fra hinanden blandt andet på grund af en skilsmisse og alt muligt andet, også har præget de næste barsler.

Barsel nr. 2: Hvem tager opvasken?

Der gik så 11 år, før jeg kom på barsel igen, og der havde jeg en idé om at heale. At alt det, der var gået galt i den første barsel, skulle være perfekt i anden:  Jeg havde et parforhold, der fungerede, og jeg forventede, at det skulle være den bedste tid i mit liv, da alt i princippet var perfekt. Men jeg fandt ud af at jeg stadig ikke synes, det var fedt at være på barsel. Jeg kunne se, at jeg blev lidt skør af at gå derhjemme og have fokus på nogle helt forkerte ting. Pludselig gik jeg op i ting, som hvem der havde taget opvasken, og hvilke hylder vi havde i vores hjem. Det er sådan noget, jeg normalt ikke går op i, men det kom til at fylde meget, fordi min verden blev så lille.

Barsel nr. 3: Tegninger blev en redningsplanke

Da jeg så skulle på barsel tredje gang, gjorde min erfaringer fra tidligere, at jeg godt vidste, at det ikke ville blive superfedt, men jeg vidste også at det ville gå over igen. Det er lidt som et frit fald i en periode, hvor man mister kontakten til sit netværk en lille smule, men det kommer tilbage igen.

Jeg besluttede mig for at jeg ville dykke ned i noget, som jeg ellers ikke havde tid til, da jeg gik på arbejde. Valget faldt på at blive bedre til at tegne. Jeg havde også brug for at lære noget nyt, da jeg ikke synes, mit arbejdsliv havde udviklet sig. Jeg arbejdede som grafisk designer, men jeg ville gerne blive bedre til at tegne, så jeg kunne få tegneopgaver, når jeg kom tilbage fra tredje barsel. Jeg havde den idé, at det er hyggeligt at være på barsel, men også lidt kedeligt. Jeg havde brug for noget andet at være optaget af end kun min baby. Men så skete der noget med min fod, så jeg ikke kunne gå. Det gjorde, at barslen blev helt anderledes end forventet. Og mit hyggetegneprojekt blev meget mere et åndehul og redningsplanke, end jeg havde forestillet mig.  Det åbnede også op for noget nyt, da jeg fik kontakt til en masse andre damer, der også sad derhjemme med deres skavanker og ikke kunne komme ud af huset.  Jeg lavede derfor en aftale med en veninde om at lægge mine tegninger på Instagram, men det kom helt bag på mig, at der så hurtigt var mange, der begyndte at følge mig der.

Jeg kunne godt føle mig lidt urimelig eller forkælet at jeg ikke nød at være på barsel, da jeg godt ved, at det er noget vores formødre har kæmpet for. Altså at vi skal have barsel, og vi skal have lov til at gå derhjemme og passe vores børn. Min mors generation skulle på arbejde efter 3-4 måneder, og jeg bliver nogle gange spurgt, om det er det, jeg vil. Men det er det jo selvfølgelig ikke. Jeg var bare ikke tilfreds eller glad ved livet på barsel. Og det har jo vist sig, at der er mange andre, der heller ikke er glade i det. Jeg tænker, det må være muligt med en mellemvej.

Line Jensen illustration
Illustration af Line Jensen

Hvad kunne sådan en mellemvej være?

Jeg tror, det er en kæmpefordel, at mænd nu bliver tvundet til at holde mere barsel. Både så der er mere forståelse begge veje, men også for større ligestilling. For det viser sig jo også, at hvis man er den, der har gået hjemme med barnet, så ved man også mest og skal fortælle det til sig mand: ”Nu er hun kold, eller nu er hun sulten. Du skal gøre det på denne her måde.”

Den rolle har man måske ikke bedt om, men det bliver hurtigt selvforstærkende, at det er moren, der har styr på det, og er den eneste, der er dén.

Jeg har aldrig dog haft problemer med at give ansvaret til min mand, men så bliver jeg også mødt med – også fra min mand – om jeg nu var sikker på det her. Det er lidt umoderligt af dig, at du har lyst til at give ansvaret fra dig. Så det bliver mistænkeliggjort, at jeg har haft lyst til det. Jeg har skullet insistere på, at jeg godt kan være en god mor samtidig med, at mit barn også har en relation til sin far. Det har jeg faktisk følt, at jeg skulle forsvare.

Et fleksibelt barselssystem

En anden måde, man kan bløde barselslivet op på, kan være at holde kontakten lidt ved lige med sit arbejdsliv. Altså måske kan et par timers arbejde om ugen gøre, at man føler en kontakt med omverdenen og føler sig som et helt menneske.
Det må man desværre ikke som selvstændig, hvis man er 100% på barsel, som jeg var. Her er reglerne, at man ikke må arbejde overhovedet, hvilket måske er en misforstået hensyntagen . Min mand blev også nødt til at arbejde endnu mere, da jeg ikke fik så mange barseldagpenge på grund af reglerne med dagpengesystemet, når man er selvstændig. Han var derfor meget væk, og så stod jeg alene tilbage med tre børn og var ved at drukne. Og det var i virkeligheden også skidesynd for ham, for han følte, kan knoklede for at få tingene til at hænge sammen. Og når han så kom hjem, var jeg helt grædefærdig, og han kunne ikke hjælpe, for han var der jo ikke.
Så jeg synes godt man kunne arbejde for et mere fleksibelt system, hvor der både er plads til mødre som mig, der gerne vil arbejde lidt i barslen, og dem, der gerne vil gå hjemme i lang tid. Vi er jo alle forskellige og har forskellige behov og familier.

Milepælskort af Line Jensen

For Mødrehjælpen har Line Jensen tegnet 10 Milepælskort, der hylder livet som forælder – også når det ikke altid er lige pænt eller lykkeligt. Om disse siger Line:

”Det er blevet tid til at fejre det virkelige, levede liv, der tit er besværligt, nogle gange svært, og sjældent særlig kønt. Det er ikke nødvendigvis egnet til sociale medier, men del det med dine venner, din partner, din familie – De kender det garanteret alle sammen, og hvis ikke de gør, er det på tide, de kommer til det.”

Kollage med Line Jensens Milepælskort
Milepælskort af Line Jensen

Log ind for at gemme artikler

Du skal logge ind eller oprette en profil for at kunne gemme artikler.

Log ind

Log ind med din profil for at se gemte artikler, ansøge om babypakker og bruge Huskelisten.

Glemt password?

Angiv din e-mail adresse for at få tilsendt et nyt password.

Vælg nyt kodeord

Du er logget ind med et midlertidigt kodeord og skal derfor vælge et nyt kodeord.