Hvad tror du, du ramte hos andre med dine tegninger?

Jeg ramte helt klart at turde sige nogle af de lidt skamfulde tanker højt. At det godt kan være lidt kedeligt at være derhjemme en hel dag med en baby. At man kan blive bitter på sin mand over, at han har et arbejdsliv og i perioder kan tillade sig at virke, som om han ikke har fået barn – for den luksus har man ikke selv. Man kan ikke bare holde pause og komme væk fra det hele for en stund. Det er jo virkeligt dejligt og skønt med et lille barn, men det er også hårdt arbejde. Helt konkret er man udmattet og træt, fordi man ikke får søvn. Og man har svært ved at koncentrere sig, da man konstant bliver afbrudt i det, man er i gang med.

Det er det ultimative kontroltab at føde og komme igennem det hele. Det kan derfor godt føles hårdt, når ens mand kommer hjem fra arbejde og spørger, hvad man har lavet hele dagen, og man har løbet rundt, men det kan man ikke se, da der stadig er kaos omkring en. Ens to-do-liste er bare: Tøm opvaskemaskinen, sæt en vask over… Altså sådan nogle røvsyge ting, som man ikke engang kan nå. Og man føler, at man skal være glad over, at man har nået at vaske en gryde op, inden barnet vågner. Ens mand kigger så på en og tænker: Okay, hvem er du? Engang gik du op i spændende ting. Og man kan faktisk heller ikke genkende sig selv.

Hvorfor tror du, det er så skamfuldt sige højt, at man ikke elsker at være på barsel?

Der er stadig en sejlivet myte i vores kultur, at kvinders højeste ønske er at blive mor og gå rundt derhjemme og passe sit barn. Jeg tror stadig den forestilling om, hvordan en rigtig mor skal være, fylder meget både i vores kultur, men også inden i os selv. Det passer bare ikke så godt ind, at mor går rundt derhjemme og længes efter at være et andet sted, eller har lyst til at slukke for sin baby, eller hvilke tanker man kan få, når der nu er en konstant belastningsfaktor.

Vi har måske også en forestilling om en yndig baby, der ligger og sover sødt i forårssolen, men sådan er det jo ikke. Babyer er også pisseirriterende meget af tiden. De skriger af alle mulige grunde, man ikke kan regne ud. Så kan følelsen af, at man ikke er en god mor, komme igen. At det er mig, der er dårlig mor, fordi jeg ikke ved, hvorfor mit barn græder.

Der er stadig den idé om en god mor og lige ved siden af, er den dårlige mor. Man kan hurtigt komme til at slå sig selv oveni hovedet, og så er spiralen i gang. Når det så er det eneste, man har i sin dag, er det en stor ting at have på sin skuldre. Altså hvis det eneste, man skal gøre, er at være en god mor, og man så ikke engang finde ud af det, er der jo ikke noget tilbage. Det er en meget sårbar tid at være alene med et lille barn.

Hvordan kom din ensomhed til udtryk?

Jeg blev vred på min mand og gik og var lidt modløs. Men fordi det var tredje gang, jeg var på barsel, tog jeg ikke følelsen helt ind. Jeg kunne genkende følelserne fra sidst og vidste også, at jeg ville komme igennem det. Det gjorde nok også, at det var nemmere at sige tingene højt og italesætte udfordringerne. Det var en kæmpe forløsning, at jeg mødte så stor opbakning og forståelse ved at tale højt om de forbudte følelser. Det var også en stor motivation til at blive ved med at dykke ned i følelserne og granske dem mere. Jeg kunne mærke: Her er noget interessant, som vi faktisk ikke rigtig må tale om.

Har du oplevet at blive mødt af modstand, når du taler om de svære ting?

Ja, jeg er også blevet mødt af mom shaming, men det kommer meget an på, hvilket medier jeg er i. Jeg var for eksempel i Aftenshowet efter min første bog kom ud, og jeg havde også skrevet en kronik i Information, der handlede om, at det er ok at være bitter i sin barsel. Derefter kom der et kommentarspor på ca. 500 kommentarer om, hvorfor jeg overhovedet havde valgt at få børn, at jeg skulle have brugt spiral, og så videre. Så jeg har da mødt de negative kommentarer, men det er meget lidt i forhold til al den positive omtale og feedback, jeg har fået.

Jeg har også hele tiden gjort mig umage med at fortælle, at der ikke er én rigtig måde at gøre tingene på. Jeg har delt mine oplevelser og tanker, og så har folk kunnet genkende nogle af tingene, og andre har de ikke kunnet genkende. Men det er jo svært for andre at sige til mig, at jeg ikke må have det på den måde. Nogle har måske sagt, at jeg burde tænke eller føle sådan og sådan, men man kommer ikke langt med at fortælle andre, hvordan de burde tænke og føle.

Jeg har både mødt kvinder, der har oplevet fødselsdepressioner, som har fortalt, de virkelig kunne bruge min bog. Og så har jeg mødt kvinder, som elskede at være på barsel og alligevel kunne genkende følelserne fra bogen. Der er et stort spektrum, da nogle dage er på den ene måde, og andre dage er helt anderledes. Men det kan nok godt hjælpe os alle, hvis vi tør tale om, hvordan det i virkeligheden forholder sig. Jeg var ikke i nærheden af en fødselsdepression, men derfor havde jeg alligevel halvdepressive tanker i det år, jeg var hjemme.

Milepælskort af Line Jensen

For Mødrehjælpen har Line Jensen tegnet 10 Milepælskort, der hylder livet som forælder – også når det ikke altid er lige pænt eller lykkeligt. Om disse siger Line:

”Det er blevet tid til at fejre det virkelige, levede liv, der tit er besværligt, nogle gange svært, og sjældent særlig kønt. Det er ikke nødvendigvis egnet til sociale medier, men del det med dine venner, din partner, din familie – De kender det garanteret alle sammen, og hvis ikke de gør, er det på tide, de kommer til det.”