Savner du et trygt rum til fødselsforberedelse? Det kan du gøre:
Er du tilknyttet et fødested, hvor fødselsforberedelsen foregår i en større forsamling. Og oplever du, at det kan være svært at få stillet spørgsmål eller talt højt om dine bekymringer?
Her kan det være en idé i stedet at snakke med nogle i sin omgangskreds, der er blevet forældre, om hvordan deres oplevelser var, og hvilke råd de kan give videre. Det kan være rart og betryggende og hjælpe dig med at få klarhed over, hvilke afklarende spørgsmål, du kan stille til de fagfolk du møder i sundhedsvæsenet.
Måske har du veninder, der også står på tærsklen til en fødsel? Tal med dem om, hvordan de oplever det hele og se, om I måske kan bruge hinanden til at få prikket hul på de små bobler af frygt, frustration og andre svære følelser, som kan hobe sig op.
Spørg, hvad dit fødested kan tilbyde
Du kan også bede om flere undersøgelser hos din konsultationsjordemoder, hvis du oplever, at tanker og bekymringer kommer til at overskygge graviditeten. Ekstra samtaler er ikke en rettighed, men det er i mange tilfælde en mulighed. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at du får givet udtryk for dine behov, så jordemoderen kan hjælpe med at tilrettelægge det bedste forløb for netop dig ud fra de muligheder, der er på fødestedet.
Sørg også for at få stillet de spørgsmål, der kan gøre dig tryg. Det kan for eksempel være: Hvordan kan jeg forvente, at I hjælper mig under fødslen? Hvordan sikrer I, at jeg er med i forløbet og hele tiden ved, hvad der sker? Hvad kan vi blive bedt om at tage stilling til under fødslen, og hvordan støtter I os i at træffe beslutningerne?
Overvej et ekstra kursus, hvis du har behov og råd
Udover den fødselsforberedelse dit fødested tilbyder, findes der forskellige private tilbud og kurser i foreninger og aftenskoler. Det vil du typisk selv skulle betale for.
Nogle gravide opsøger ekstra forberedelse, fordi de for eksempel har lyst til at lære om smertehåndteringsmetoder, såsom vejrtrækningsteknikker, afspændingsøvelser eller visualisering. Der findes et hav af forskellige retninger inden for smertehåndtering, og er du på jagt efter et tilbud, så handler det om at finde de teknikker, som passer bedst til dig. Måske du allerede kender nogle vejrtrækningsteknikker fra for eksempel yoga, så kan det være en støtte at vælge et tilbud, som anvender lignende teknikker.
Tal eventuelt med din konsultationsjordemoder om, hvilke tilbud der findes nær dig.