Lad barnet bevæge sig frit
Babyer er nysgerrige, og dit barn vil automatisk træne motorikken, når det får mulighed for at bevæge sig frit.
Sørg for, at barnet kan bevæge sig
Her kan du blandt andet tænke over at give barnet blødt tøj på, som det let kan bevæge sig i. Tætsiddende og stift tøj vil begrænse barnets lyst til og mulighed for at bevæge sig.
Indret jeres hjem, så baby har mulighed for at bevæge sig rundt
Du kan sørge for, at barnet kan ligge eller bevæge sig på et tæppe eller et skumgulv. Når barnet begynder at øve sig i at rejse sig op ad ting, er det godt med tomme hylder, som barnet kan tage fat i. Det er vigtigt, at jeres hjem er sikkert, så barnet ikke kan få fat i ting, der er farlige for dem – som eksempelvis små genstande det kan putte i munden, eller tunge ting det kan få ned over sig. På Børneulykkesfondens side SikkerHverdag.dk kan du læse mere om sikkerhed i hjemmet.
Undgå at lade barnet sidde i en stol uden formål
Små børn har ikke godt af at være i en stilling i længere tid, hvor det er svært for dem at bevæge sig. Så undgå så vidt muligt at sætte barnet i skråstol, højstol eller autostol, når I ikke er i gang med et måltid eller ude at køre i bil. Særligt i den tid, hvor barnet ikke kan holde sit hoved selv, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man kun lader barnets sidde i autostolen, mens bilen kører.
Brug vand til bevægelse
Lad barnet bevæge sig i vand. Det kan være i badekarret, når det bliver badet, eller i babybassinet i jeres lokale svømmehal.
Lad barnet bevæge sig på forskellige måder i løbet af dagen
Når din baby bevæger sig på forskellige måder, styrker det sin krop og får en bedre kropsfornemmelse.