Samtalen kræver overskud – lad op mentalt
Hvordan man kommunikerer, både verbalt og nonverbalt, når bølgerne går højt i parforholdet, vil typisk være anderledes, end når der er ro på. Der er ikke så meget følelsesmæssigt på spil i ”fredstid”, som hvis man eksempelvis har opdaget, at partneren skriver søde beskeder til en kollega eller en ven sent om aftenen, og du derfor er bekymret for, om der foregår utroskab.
Det er vigtigt at være opmærksom på, hvordan du har det, inden du går ind i en samtale om noget, der er svært. Mærk efter, om du kan holde den gode tone, og om du er parat til både at lytte og give udtryk for, hvad du har på hjerte, uden at komme følelsesmæssigt ud af balance. Inden man går ind i en samtale, kan man have behov for at have bearbejdet den vrede, sorg eller tristhed, der fylder.
Du kan for eksempel bearbejde dine følelser ved, at gå en tur for at komme lidt på afstand af situationen. Har du en ven, som kan forholde sig neutralt til jeres konflikt, kan du tage en snak med vedkommende. Forsøg så vidt muligt at tænke over, hvorfor din partner handler, som det er tilfældet, og vær nysgerrig på, om du selv har en andel i det. Det handler om at få rystet posen, så du ikke bliver så fastlåst i den følelsesmæssige ubalance.