Motorik og leg 1-2 år

Få inspiration til, hvordan du kan styrke dit 1-2 årige barns motoriske udvikling. Psykomotorisk terapeut Anna Raith Louring viser i seks videoer forskellige lege og øvelser, som I selv kan afprøve derhjemme.

Trillebør

KAPITEL 1
Psykomotorisk terapeut Anna Raith Louring inspirerer i dette forløb til, hvordan du kan få leg og bevægelse ind i dit barns hverdag. I seks videoer får du vist forskellige lege og øvelser, der alle bidrager til at styrke den motoriske udvikling hos børn i alderen 1-2 år.

I videoen kan du se, hvordan du kan lege trillebør med dit barn.

Introduktion - hvorfor er motorik godt?

Når dit barn er 1-2 år, begynder der at være fuld fart over feltet. Det vil begynde at gå selv og får mere mod på at udforske sine omgivelser ved for eksempel at kravle op eller forsøge at hoppe ned fra ting. Som forælder er det bare med at bakke op og opmuntre barnet til at være fysisk aktiv og bruge sin krop. Jo mere motorik I kan få ind i hverdagen des bedre.

Motorik er godt, fordi det styrker dit barns:

  • Motoriske udvikling: Dit barn opnår færdigheder, der er nyttige, når det skal lære at krybe, kravle, stå og senere gå.
    Indlæringsevne: Dit barn får nemmere ved at lære nyt, for eksempel når det starter i skole.
    Sociale kompetencer: Dit barn får mod på at bruge sin krop og indgå i sociale relationer.

De grundmotoriske sanser

Der er tre grundmotoriske sanser, som er gode at få sat i spil i mange forskellige sammenhænge i løbet af jeres hverdag.

Det drejer sig om den vestibulære sans, som nogle også kalder labyrintsansen. Den er vigtig i forhold til dit barns balanceevne. Den taktile sans har betydning for at føle og mærke sin krop. Den registrerer berøring og er dermed med til at øge dit barns kropsbevidsthed. Og endelig den kinæstetiske sans, som har betydning for dit barns muskler og led.

Et godt råd, inden du går i gang

Husk, at det skal være sjovt at lege motorik. Vælg derfor et tidspunkt, hvor dit barn ikke er sultent eller træt. Viser det sig undervejs, at dit barn ikke er i humør til det, så stop og prøv igen på et senere tidspunkt.

Dagens øvelse: Trillebør

At gå i trillebør er en god øvelse til at stimulere dit barns kinæstetiske sans også kaldet muskel-led sansen. At barnet får vægt på arme og skulder, når det går som en trillebør, styrker barnets muskler og led, og barnet får en bedre kropsbevidsthed.

Sådan går du trillebør med dit barn:

  • Læg barnet på maven.
  • Tag fat om barnets hofter og løft op, så barnet kun støtter på hænderne.
  • Se, om du kan få barnet til at gå frem (eller tilbage) på hænderne. Placér eventuelt noget legetøj foran barnet, så det bliver motiveret til at gå lidt frem på hænderne.
  • Vil dit barn ikke flytte armene, så er det også helt fint, hvis det blot kommer op på armene og får noget vægt på skuldrene.

Om Anna

Anna Raith Louring er uddannet psykomotorisk terapeut med speciale i graviditet og børn. Til dagligt er hun indehaver af Flow of Life, hvor hun blandt andet underviser mødregrupper i motorisk leg og rytmik.

I videoen får Anna hjælp af Layla på 15 måneder, som sammen med sin mor Romana viser øvelsen.

Næste kapitel

Tæppeleg

KAPITEL 2
Psykomotorisk terapeut Anna Raith Louring inspirerer i dette forløb til, hvordan du kan få leg og bevægelse ind i dit barns hverdag. I seks videoer får du vist forskellige lege og øvelser, der alle bidrager til at styrke den motoriske udvikling hos børn i alderen 1-2 år.

Så er det tid til, at dit barn skal have en susetur i et tæppe. Anna viser her, hvordan du gør.

Hvorfor er tæppeleg en god motorisk øvelse?

Tæppeleg er en sjov leg for de fleste børn, og samtidig er legen med til at øge dit barns kropsstabilitet og balanceevne.

Har du ikke et tæppe, kan du også bruge et lagen eller et dynebetræk.

Sådan laver du tæppeleg med barnet:

  • Placér dit barn midt på tæppet.
  • Pak tæppet lidt op omkring barnet. Sørg for, at barnet ligger ned, da det kan falde bagover og slå hovedet, hvis det sidder op, når du trækker i tæppet.
  • Tag fat i enderne og træk.
  • Oplever du, at barnet triller af tæppet under legen, kan du evt. binde de to hjørner ved barnets hoved sammen, så der dannes en lille lomme, hvor barnet kan have sit hoved.
  • Gå eller småløb rundt, så barnet får en susetur. Du kan også hive tæppet fra side til side over gulvet eller rundt i en cirkel. Det kommer an på, hvad dit barn har lyst til, og hvor meget plads I har at boltre jer på.

Du kan variere legen, så den passer til dit barns energi og humør netop i dag. Giver du barnet en stille og rolig tur, kan legen have en beroligende effekt. Løber du rundt og laver en masse sving, vil legen derimod virke opkvikkende. Mærk også efter, hvor vild dit barn er med fart. Nogle børn kan lide, at det går hurtigt, mens andre foretrækker en mere stille og rolig tur.

Har du set kapitel 1?

Hvis du endnu ikke har set det første kapitel i dette forløb, vil vi anbefale, at du gør det, da Anna her fortæller mere om de tre grundmotoriske sanser, og hvorfor det er vigtigt at stimulere dem dagligt.

Om Anna

Anna Raith Louring er uddannet psykomotorisk terapeut med speciale i graviditet og børn. Til dagligt er hun indehaver af Flow of Life, hvor hun blandt andet underviser mødregrupper i motorisk leg og rytmik.

I videoen får Anna hjælp af Layla på 15 måneder, som sammen med sin mor Romana viser øvelsen.

Næste kapitel

Kolbøtte på skinneben

KAPITEL 3
Psykomotorisk terapeut Anna Raith Louring inspirerer i dette forløb til, hvordan du kan få leg og bevægelse ind i dit barns hverdag. I seks videoer får du vist forskellige lege og øvelser, der alle bidrager til at styrke den motoriske udvikling hos børn i alderen 1-2 år.

Så er det kolbøtte-tid. Et sikkert hit hos mange børn. I videoen viser Anna, hvordan du laver en kolbøtte med barnet liggende på dine skinneben.

Hvorfor er det godt for barnet at lave kolbøtter?

At lave kolbøtter med dit barn stimulerer barnets vestibulære sans, som er den sans, der har indflydelse på balanceevnen. Man påvirker den ved at få vendt barnets hoved i forskellige retninger – op, ned, til siden og rundt. Kolbøtter er en sjov måde at gøre det på.

Sådan laver du en kolbøtte med barnet på dine skinneben:

  • Sæt dig på gulvet og placér dit barn på ryggen ovenpå dine skinneben. Barnets hoved skal vende op mod din mave.
  • Bøj dine ben, og læg dine arme ind over barnet, som en slags sikkerhedssele.
  • Tag godt fat omkring barnets hofter og bækken.
  • Rul så tilbage og vip benene op, samtidig med at du vender barnet rundt i en kolbøtte, så det lander på benene over dit hoved.
  • Er barnet med på det, kan du lave en kolbøtte tilbage til dine skinneben ved at gøre det hele i omvendt rækkefølge.
  • Få øjenkontakt med dit barn, så du kan se, om dit barn synes, det er sjovt.

Har du endnu ikke set kapitel 1?

Hvis du endnu ikke har set det første kapitel i dette forløb, vil vi anbefale, at du gør det, da Anna her fortæller mere om de tre grundmotoriske sanser, og hvorfor det er vigtigt at stimulere dem dagligt.

Om Anna

Anna Raith Louring er uddannet psykomotorisk terapeut med speciale i graviditet og børn. Til dagligt er hun indehaver af Flow of Life, hvor hun blandt andet underviser mødregrupper i motorisk leg og rytmik.

I videoen får Anna hjælp af Layla på 15 måneder, som sammen med sin mor Romana viser øvelsen.

Næste kapitel

Ase og mase

KAPITEL 4
Psykomotorisk terapeut Anna Raith Louring inspirerer i dette forløb til, hvordan du kan få leg og bevægelse ind i dit barns hverdag. I seks videoer får du vist forskellige lege og øvelser, der alle bidrager til at styrke den motoriske udvikling hos børn i alderen 1-2 år.

I videoen får du tre forskellige bud på, hvordan du kan lade barnet bruge sin krop i de såkaldte ase og mase-lege.

Hvorfor er ase og mase-lege gode for barnet?

Ase og mase-lege er en sjov måde at stimulere den kinæstetiske sans, som er den sans, der har betydning for barnets muskler og led. Når denne sans bliver påvirket, øger det dit barns kropsbevidsthed, og giver dit barn en fornemmelse af de enkelte kropsdeles placering i forhold til hinanden og omgivelserne.

Derudover stimulerer ase og mase-legene i høj grad også den taktile sans, som registrerer berøring og tryk på kroppen.

Sådan kan du ase og mase med dit barn

I videoen viser Anna med hjælp fra Layla på 15 måneder tre måder, man kan ase og mase på.

Kravle op på noget: Stil for eksempel en stol foran dit barn og se, om du kan opmuntre barnet til at kravle op på den og eventuelt også ned igen. Barnet kan også kravle op i sofaen, sengen eller op på dig. Det vigtigste er, at barnet bruger sine muskler og skal ase og mase for at komme op.

Vær altid opmærksom på sikkerheden, når dit barn skal kravle rundt på møbler derhjemme. Hold dig hele tiden omkring barnet, og hav fat i de stole eller møbler, som er i risiko for at vælte.

Kravle under noget: Stil en stol foran dit barn og se, om du kan få barnet til at kravle under den. Du kan for eksempel lokke med et stykke legetøj, som barnet skal kravle ind for at hente. I stedet for en stol kan du også bruge en legetunnel, hvis du har sådan en, eller andet, som barnet har mulighed for at kravle igennem eller under. Øvelsen giver dit barn en fornemmelse af sin krop i forhold til omgivelserne.

Du kan også stille dig på alle fire og lade barnet kravle ind under din mave. Du kan selv justere, hvor meget plads barnet skal have til at komme igennem. Hvis du for eksempel ligger dig på underarmene i en planke, skal barnet arbejde mere for at komme igennem, end hvis du står oppe på dine knæ.

En anden sjov leg kan være at holde en dyne eller et tæppe over barnets overkrop, så barnet skal kæmpe sig fri. Sørg for, at barnet har armene (og selvfølgelig også hovedet!) fri af dynen.

Hoppe ned fra en stol: På et tidspunkt vil dit barn begynde at øve sig i at hoppe. Den lyst kan du stimulere ved at lade barnet hoppe ned fra en stol eller et andet møbel. Det er nemmere for barnet at hoppe ned fra noget end op på noget.

At hoppe er en rigtig god måde at få stimuleret den kinæstetiske sans, da barnets muskler og led får nogle gode stød, når barnet lander på jorden.

Har du set kapitel 1?

Hvis du endnu ikke har set det første kapitel i dette forløb, vil vi anbefale, at du gør det, da Anna her fortæller mere om de tre grundmotoriske sanser, og hvorfor det er vigtigt at stimulere dem dagligt.

Om Anna

Anna Raith Louring er uddannet psykomotorisk terapeut med speciale i graviditet og børn. Til dagligt er hun indehaver af Flow of Life, hvor hun blandt andet underviser mødregrupper i motorisk leg og rytmik.

Næste kapitel

Sanseleg

KAPITEL 5
Psykomotorisk terapeut Anna Raith Louring inspirerer i dette forløb til, hvordan du kan få leg og bevægelse ind i dit barns hverdag. I seks videoer får du vist forskellige lege og øvelser, der alle bidrager til at styrke den motoriske udvikling hos børn i alderen 1-2 år.

I dagens øvelse skal der skrues op under barnets sanser. I videoen rører Layla på 15 måneder ved blandt andet ukogt pasta, ris og sand. Du kan gå på jagt efter sanseindtryk i skuffer og skabe.

Hvorfor er det godt at lade barnet sanse og mærke?

Sanselege aktiverer dit barns taktile sans, der føler og registrerer de indtryk, kroppen får, såsom smerte, kulde, varme og berøring. Det er rigtig godt at give dit barn en masse forskellige sanseindtryk i løbet af dagen og lade det mærke forskellige teksturer og overflader. Det vil give barnet en fornemmelse af, hvordan forskellige ting mærkes.

Gå på jagt derhjemme i skuffer og skabe og brug, hvad du kan finde. Det kan være ukogt pasta, ris, bønner, kikærter, mel, sand, sukker, havregryn, cornflakes, isterninger, skuresvampe og så videre. Ting, som det kan være spændende for dit barn at mærke og røre ved. Vær selvfølgelig opmærksom på, at barnet ikke putter ting i munden eller sluger ting, som vil kunne sætte sig fast i barnets hals, eller som kan være giftigt for barnet.

Du kan også gemme små stykker legetøj i skålene og få dit barn til at finde det. Eller du kan lade barnet mærke forskellen på en tør og en våd klud.

For de større børn kan du fylde ting i en stofpose og lade barnet føle sig frem og gætte på, hvad der er i posen.

Har du set kapitel 1?

Hvis du endnu ikke har set det første kapitel i dette forløb, vil vi anbefale, at du gør det, da Anna her fortæller mere om de tre grundmotoriske sanser, og hvorfor det er vigtigt at stimulere dem dagligt.

Om Anna

Anna Raith Louring er uddannet psykomotorisk terapeut med speciale i graviditet og børn. Til dagligt er hun indehaver af Flow of Life, hvor hun blandt andet underviser mødregrupper i motorisk leg og rytmik.

I videoen får Anna hjælp af Layla på 15 måneder, som sammen viser øvelsen.

Næste kapitel

Trille bold

KAPITEL 6
Psykomotorisk terapeut Anna Raith Louring inspirerer i dette forløb til, hvordan du kan få leg og bevægelse ind i dit barns hverdag. I seks videoer får du vist forskellige lege og øvelser, der alle bidrager til at styrke den motoriske udvikling hos børn i alderen 1-2 år.

Det er med at have tungen lige i munden, når man som lille barn både skal fange en bold og sende den tilbage igen. Få tips til at trille bold i videoen her.

Hvorfor er det godt, at barnet triller bold?

Når du triller bold med dit barn, aktiveres barnets taktile sans, ved at dit barn rører ved bolden. Derudover styrkes barnets øje-hånd koordination, når dit barn skal have fat i bolden og sende den retur. Og barnet får en fornemmelse af, hvor hårdt der for eksempel skal trilles for, at bolden kommer helt tilbage til dig.

Hvis du ikke har en bold, kan du bruge en bamse eller en toiletrulle.

Sådan triller du bold med barnet:

  • Sæt dig overfor dit barn med spredte ben, og tril bolden til dit barn.
  • Du kan også kaste bolden forsigtigt til barnet.
  • Eller I kan gøre det stående – enten ved at kaste eller sparke til bolden.

Har du set kapitel 1?

Hvis du endnu ikke har set det første kapitel i dette forløb, vil vi anbefale, at du gør det, da Anna her fortæller mere om de tre grundmotoriske sanser, og hvorfor det er vigtigt at stimulere dem dagligt.

Mod på mere motorik?

Motorikforløbet for 2-3 årige finder du her – ved at oprette en profil og tilmelde dig forløbet, sender vi dig første kapitel, så snart dit barn har den rette alder.

Om Anna

Anna Raith Louring er uddannet psykomotorisk terapeut med speciale i graviditet og børn. Til dagligt er hun indehaver af Flow of Life, hvor hun blandt andet underviser mødregrupper i motorisk leg og rytmik.

I videoen får Anna hjælp af Layla på 15 måneder, som sammen med sin mor Romana viser øvelsen.

psykomotorisk terapeut Anna Raith Louring

Anna Raith Louring er psykomotorisk terapeut med speciale i graviditet og børn. Til dagligt er hun indehaver af Flow of Life, hvor hun blandt andet underviser mødregrupper i motorisk leg og rytmik.

Log ind for at gemme artikler

Du skal logge ind eller oprette en profil for at kunne gemme artikler.

Log ind

Log ind med din profil for at se gemte artikler, ansøge om babypakker og bruge Huskelisten.

Glemt password?

Angiv din e-mail adresse for at få tilsendt et nyt password.

Vælg nyt kodeord

Du er logget ind med et midlertidigt kodeord og skal derfor vælge et nyt kodeord.