Her kan du få hjælp til amning

Det er vigtigt at søge hjælp, hvis du har spørgsmål, er bekymret eller i tvivl om noget i forbindelse med amning. Dit barn skal have næring, og du skal have det godt. Læs her, hvor du kan få ammerådgivning og -vejledning.

Jordemoder

Du kan tale med din jordemoder om amning allerede under graviditeten. Det kan være en god forberedelse at tale om dine og din partners tanker og forventninger til amning inden fødslen, uanset om det er dit første barn, eller om du har andre børn i forvejen.

Barselsafsnit

I de første dage efter fødslen kan du ringe til barselsafsnittet eller fødegangen, hvis du har behov for råd og vejledning – det gælder også, hvis du har født hjemme.

Nogle fødesteder har en særlig enhed, som tager sig af ammerådgivningen – fx Hvidovre Hospitals Ammeambulatorie. Du kan finde kontaktoplysninger på barselsafsnit, fødegang og eventuel ammeenhed på hospitalets hjemmeside.

Sundhedsplejerske

Din sundhedsplejerske kommer på besøg inden for den første uge efter fødslen, og hun kan støtte dig og din partner i at få etableret et godt ammeforløb og samtidig vejlede om barnets trivsel. Spørg løs og del dine tanker og bekymringer – på den måde kan sundhedsplejersken tilbyde dig netop den hjælp og støtte, som du har brug for.

Kommunal ammevejleder

Nogle kommuner har en særlig ammevejledning, som du gratis kan ringe til eller besøge. Vær opmærksom på, at tilbuddet kan hedde noget forskelligt.
Spørg din sundhedsplejerske om der findes særlige tilbud i din kommune. Du kan også læse om mulighederne på din kommunale sundhedsplejes hjemmeside. Prøv eventuelt også at google ’ammerådgivning’ og din kommunes navn.

IBCLC certificeret ammevejleder

Internationalt certificerede (forkortet IBCLC) ammevejledere har, foruden en sundhedsuddannelse, en længere ammeuddannelse og en egentlig certificering. Prøv at google ’ibclc certificeret ammevejleder’ og dit lokalområde.

Ammerådgivning fra foreninger og private

Der findes mange private tilbud om ammerådgivning, men du kan også finde gratis rådgivning om amning. Vær opmærksom på, om der er tale om rådgivning fra sundhedspersoner eller erfaringer fra andre forældre.

Du kan for eksempel kontakte:

Brug dit netværk

Det kan være godt at høre, hvilke oplevelser og følelser andre forældre har med amning. Ræk ud til venner og familie. At komme i mødregruppe kan også være en støtte til amningen. Din sundhedsplejerske kan fortælle dig om dine muligheder for en mødregruppe.

Du kan også lære nye familier at kende i Mødrehjælpens lokalforeninger.

Sundhedsplejerske Tina Halling

Tina Halling er sundhedsplejerske i Brøndby kommune og har mere end 20 års erfaring som sundhedsplejerske. Hun er desuden uddannet IBCLC certificeret ammevejleder, hvilket sikrer, at ammevejledningen er kvalificeret og evidensbaseret.

Tina har, ud over ammevejledning, især erfaring med tosprogede familier og familier med præmature børn. Foruden sit arbejde som kommunal sundhedsplejerske driver Tina Ammeboblen.dk, som tilbyder ammeforberedelse og ammevejledning.

Log ind for at gemme artikler

Du skal logge ind eller oprette en profil for at kunne gemme artikler.

Log ind

Log ind med din profil for at se gemte artikler, ansøge om babypakker og bruge Huskelisten.

Glemt password?

Angiv din e-mail adresse for at få tilsendt et nyt password.

Vælg nyt kodeord

Du er logget ind med et midlertidigt kodeord og skal derfor vælge et nyt kodeord.