Ammestop: Hvornår og hvordan?

Amning fylder meget i dit barns første år, men på et tidspunkt skal amningen stoppes eller trappes ned. Her kan du få gode råd til, hvornår man ved, at det er tid, og hvordan kan man gribe et ammestop an.

Hvornår skal man stoppe med at amme?

Du skal stoppe med at amme, når det ikke længere fungerer for jer.

Hvis mor eller barn ikke nyder amningen mere, kan det være tid til at stoppe amningen. Det er meget individuelt, hvornår det er. Det skal være rigtigt for den enkelte. Tal med din sundhedsplejerske eller ammevejleder, hvis du er i tvivl, eller hvis du skal have hjælp til at stoppe amningen på en god måde.
Tina Halling, sundhedsplejerske og IBCLC certificeret ammevejleder

Årsager til at amningen ikke længere fungerer kan være:

  • Fortsatte ammeproblemer
  • Ubehag ved amning, både fysisk og psykisk
  • Endt barsel
  • Sygdom hos mor eller barn
  • Svær søvnmangel
  • Medicinsk behandling, som er uforenelig med amning
Husk, at du ikke er en dårlig mor, fordi du stopper med at amme, eller fordi du ikke synes, at det er hyggeligt mere. Det er ok at sige nej - også overfor dit barn.
Tina Halling, sundhedsplejerske og IBCLC certificeret ammevejleder

At stoppe amning efter de første seks måneder

Denne artikel handler dog om at stoppe amningen efter at have ammet i de første seks måneder eller mere. Ønsker du at stoppe amningen tidligere, fordi du for eksempel oplever, at amningen er meget smertefuld eller ikke fungerer, er der nogle andre ting, som gør sig gældende. Gør det sig gældende for dig, er det godt at snakke med din sundhedsplejerske eller din læge. Har du en partner, så tal også med ham eller hende, så I er enige og kan bakke hinanden op, hvis det bliver svært.

Dit barn har desuden stadig brug for modermælk eller modermælkserstatning, indtil det er 1 år, men kan godt få det i en kop eller flaske.

Tegn på at du og dit barn er klar til ammestop

For nogle føles det helt naturligt, at nu skal amningen stoppe. Der kan være praktiske, fysiske og psykiske årsager til, at man vælger at stoppe amningen – måske er det en blanding af det hele.

Nogle gange begynder barnet også selv at blive mindre og mindre interesseret i amningen. Måske søger dit barn ikke længere brystet helt lige så meget og vil hellere bare have sin sut, når trætheden melder sig? Det kan også være, at dit barn bliver ufokuseret og let forstyrret under amningen. Det gælder dog kun som et tegn på, at barnet er klar til ammestop, hvis barnet er ældre end seks måneder.

Der kan også være praktiske årsager, som at barslen slutter, og en ny hverdag derfor skal skabes. Det er også helt okay, hvis du som mor bare ikke orker at amme mere, eller at I savner lidt frihed og fleksibilitet i jeres familie.

Der kan være mange følelser involveret i et ammestop uanset årsagen til stoppet. Det gælder hos både mor og barn.  Det kan være svært at acceptere, at ens barn bliver ked af det. Derfor er det vigtigt at være så afklaret som muligt, for så kan det være lidt lettere at rumme, at dit barn bliver ked af det. Tina Halling, sundhedsplejerske og IBCLC certificeret ammevejleder, siger: ”Det er vigtigt at huske, at kærlighed ikke kun sidder i amningen. Du kan nusse, kæle og kramme dit barn lige så godt, selvom du ikke ammer mere.”

Ammestop - hvordan?

Hvad gør du så, når beslutningen om at stoppe amningen er truffet?

Du kan starte med at prøve at trappe amningerne ned. Du bestemmer selv i hvilket tempo, men en idé kan være at trappe en amning ned hver 3-4. dag. Start med den amning, du helst vil af med. Husk, at hvis efterspørgslen på mælk nedsættes, så nedsættes mælkeproduktionen også langsomt.

Sundhedsplejerskens ideer til at hjælpe nedtrapningen:
  • Afled barnets opmærksomhed med leg, når det gerne vil amme.
  • Tilbyd en snack på de tidspunkter, hvor I plejer at amme.
  • Har du en partner, så få hjælp i de situationer hvor du ofte ammer, fx putning.
  • Kram, kæl og nus med dit barn – amning handler også om nærhed.
  • Tilbyd barnet sut og et overgangsobjekt, hvis det bliver ked af det.
Dit barn kan reagere på et ammestop, som det ikke helt er med på, ved at blive vred, vågne hyppigere eller ved at have mere brug for tæt kontakt med dig som forælder. Hjælp dit barn ved at kramme og nusse mere, end I plejer.
Tina Halling, sundhedsplejerske og IBCLC certificeret ammevejleder

Stop af natamning

Når dit barn er omkring seks måneder, har det ikke længere fysisk behov for mad om natten. Derfor kan du prøve at stoppe natamningerne, hvis du har lyst. Du kan starte med en del af natamningerne – du behøver ikke tage alle natamningerne væk i én omgang.

Seks råd til at stoppe med natamning:
  • Giv dit barn mad/drikke, før du putter det, så du sikrer, at barnet ikke vågner af sult.
  • Hvis du ammer før sengetid, kan du amme i sofaen, så barnet ikke forbinder amning med sengen.
  • Har du en partner, kan det være en idé, at din partner tager sig af jeres barn, når det vågner om natten for at få fokus væk fra amning. Hvis du er alene, kan du måske få hjælp af venner eller familie, som kan sove hos jer i et par nætter.
  • Det kan også være en idé, at mor sover i et andet rum end barnet i en periode. Mor dufter nemlig utrolig meget af mælk, og det kan derfor være lettere for dit barn at forstå, at det ikke skal ammes, hvis brystet ikke er lige foran næsen af det. Tilbyd i stedet et glas vand eller mælk.
  • Hvis I samsover, er det en god idé at tage nattøj på, så brysterne ikke er helt så tilgængelige.
  • Ved ammestop af et større barn kan du sætte plaster på brysterne for at vise, at brysterne ikke er tilgængelige.

Udfas amningen med andet mad

Fra dit barn er omkring seks måneder, kan det også begynde at få skemad. Maden kan gradvist erstatte flere og flere ammemåltider. Hvis du ønsker at udfase amningerne til fordel for skemad, kan det være en god idé at starte med at give barnet mad og så amme bagefter. På den måde spiser dit barn sig ikke mæt under amningen. Modermælk er dog stadig dit barns vigtigste ernæring, hvorfor man også anbefaler delvis amning, indtil barnet et mindst 1 år. Hvis du stopper amningen inden da, skal du i stedet give dit barn udpumpet modermælk eller modermælkserstatning i en flaske eller kop. Tal med din sundhedsplejerske om opstart med skemad og gradvis nedtrapning af amningerne.

Hvordan stopper mælkeproduktionen?

Når du begynder at amme mindre eller helt stopper, vil mælkeproduktionen langsomt ophøre af sig selv. Men brysterne bliver ved med at producere mælk i nogle uger. Vær især i starten opmærksom på indimellem at ”tage toppen” af brystspændingen ved at håndudmalke lidt eller gå i et varmt bad og massere brysterne, så de tømmes lidt. Man kan nemlig stadig få brystbetændelse, selvom mælkeproduktion er lille. Du skal dog være opmærksom på, at udmalkningen også stimulerer mælkeproduktionen. Snak med din sundhedsplejerske, ammevejleder eller læge, hvis du er i tvivl om, hvordan du skal gribe det an.

Har du brug for at stoppe din mælkeproduktion helt, kan det også gøres med medicin. Denne medicin er receptpligtig, så tal med din læge.

Nogle kvinder kan føle sorg over at stoppe amningen – det er helt normalt. Sørg for at have mange hyggestunder med dit barn. Det kan mindske savnet af amningen.

Kilde:
Sundhedsstyrelsen: Amning – En håndbog for sundhedspersonale
De hormonelle ændringer, som mor oplever ved nedtrapning eller stop af amning, kan også gøre, at hun kan blive ked af det og savne amningen. Kroppen forandrer sig igen, og det skal mor også forholde sig til.
Tina Halling, sundhedsplejerske og IBCLC certificeret ammevejleder

Sundhedsplejerske Tina Halling

Tina Halling er sundhedsplejerske i Brøndby kommune og har mere end 20 års erfaring som sundhedsplejerske. Hun er desuden uddannet IBCLC certificeret ammevejleder, hvilket sikrer, at ammevejledningen er kvalificeret og evidensbaseret.

Tina har, ud over ammevejledning, især erfaring med tosprogede familier og familier med præmature børn. Foruden sit arbejde som kommunal sundhedsplejerske driver Tina Ammeboblen.dk, som tilbyder ammeforberedelse og ammevejledning.

Log ind for at gemme artikler

Du skal logge ind eller oprette en profil for at kunne gemme artikler.

Log ind

Log ind med din profil for at se gemte artikler, ansøge om babypakker og bruge Huskelisten.

Glemt password?

Angiv din e-mail adresse for at få tilsendt et nyt password.

Vælg nyt kodeord

Du er logget ind med et midlertidigt kodeord og skal derfor vælge et nyt kodeord.