Første ferie med barn?

Mange familier glæder sig til ferien. De fleste har høje forventninger og forestillinger om, hvad der er en god ferie – og dermed er der også risiko for både skuffelser og frustrationer. Opskriften på den perfekte ferie findes nok ikke, men her kan du finde forslag til, hvad du/I kan overveje, inden kufferten pakkes.

Sommerferie med små børn

Er du førstegangsforælder er du måske i tvivl om, hvad du kan og ikke kan med en baby på ferie. Og måske har I som par forskellige perspektiver på det. Den ene tænker måske, at det ikke kan være så forskelligt fra før, mens den anden er mere forsigtig?

Det er svært at sige noget generelt om, hvad man kan og ikke kan med små børn, da det er forskelligt fra familie til familie og afhænger af for eksempel barnets personlighed, dit/jeres værdisæt som forælder, tidligere erfaringer osv. Børn reagerer forskelligt på det at holde ferie og komme ud af de vante rammer. De fleste børn har glæde af struktur og forudsigelighed, og de kan blive trætte og uoplagte eller blive overgearede, hvis der sker for meget nyt.

Høje forventninger kan ofte medføre skuffelse og frustration, hvis man ikke har afstemt forventninger til ferien og talt om familiens forskellige behov inden afgang. Med det sagt, finder mange forælder også ud af, at det, man ikke troede var muligt, er muligt alligevel – og omvendt.

Vi kan ikke forudse fremtiden, men en vigtig forudsætning for at komme godt igennem ferien med små børn, er at tale sammen, mærke efter og lægge planer (A, B og måske endda en plan C).

Prioriter ro til samvær fremfor 100 ud-af-døren aktiviteter. Vores mål med ferien var at slappe af og hygge os sammen. Så gjorde det ikke så meget, hvad vi lavede.
Dorthe, mor til en

Hav fokus på barnets behov

Børn udvikler sig hurtigt de første 3 år af deres liv og har behov for omsorg, tryghed, mad og søvn – uanset om det er hverdag eller ferie.
Hav fokus på barnets behov, når du/I planlægger ferien og overvej, hvad du som forælder har mulighed for og overskud til.

Børns behov 0-6 måneder

Den første tid efter fødslen har barnet behov for at være tæt på sine primære omsorgspersoner og er totalt afhængigt af dig og den anden forælder, når det skal sove, spise, skiftes, trøstes. Bliver behovene ikke opfyldt, reagerer barnet med gråd.

Vær også obs på, at din egen nattesøvn vil være afbrudt, og at du i denne periode selv bruger energi på at lære dit barns signaler og behov at kende. Er det dit første barn, er du samtidig i gang med at lære dig selv at kende som forælder.

Overvej:

  • Er der rolige omgivelser, som giver mulighed for at opfylde barnets primære behov for søvn, mad og ro?
  • Kræver feriemålet lang transport?
  • Er der plads til barnevogn og andet udstyr?
  • Kan man amme, hvor man vil?
  • Har du/I lyst til at tage et andet sted hen, eller vil du/I hellere blive hjemme i vante omgivelser?
Afstem hjemmefra, hvem der gør hvad af de praktiske ting. Tænk på, at baby er på samme måde og har de samme behov, uanset om I er på ferie eller ej.
Anne, mor til to

Barnets behov 6-12 måneder

Barnet er mere aktivt og har behov for at kunne bevæge sig og bruge sin krop og kan let blive frustreret, hvis det skal sidde stille længe. Barnet har også brug for leg og at få stimuleret sine sanser. Det er også i denne alder, at barnets tænder bryder frem, og I er måske i gang med at træne skemad.

Som forælder går man i denne periode ofte rundt med en kæmpe taske fyldt med alle mulige legesager, mad, drikkedunke, tæpper, diverse sutter, bideringe, vådservietter, bleer, skiftetøj osv.

Der er behov for konstant opmærksomhed fra din side, og du får heldigvis en pause når barnet sover. Selv om I er på ferie, kan det være, at det slet ikke føles som ferie for dig som forælder, selvom barnet er tilfreds og går og hygger sig.

Overvej:

  • Er der omgivelser, hvor barnet kan kravle rundt uden at komme til skade?
  • Er der lang transport, hvor barnet skal sidde stille længe i for eksempel en autostol?
  • Er det muligt at holde fast i rutiner som spisetid og søvn, så barnet ikke bliver overstimuleret?
  • Er der højstol og plads til, at det sviner lidt, når man spiser?
Vær indstillet på at ændre planer undervejs - go with the flow. Det er så meget nemmere at nyde det, hvis man ikke stresser over, at dagen bliver helt anderledes end forventet.
Oliver, far til en

Barnets behov 1-3 år

Barnet bliver mere, selvstændigt, mobilt og kommer vidt omkring. Men det lille barn forstår ikke hvad er farligt – for eksempel at man kan brænde sig på en kop kaffe, at det kan være svært at holde balancen ned ad trapper eller at swimmingpoolen er no go alene.

Barnet udvikler stadig sin evne til at se sammenhæng i handling og konsekvens. Derfor skal man som forælder konstant have øjnene på potentielle farezoner. Måske kan du somme tider ønske dig et ekstra sæt øjne i baghovedet, så du kan være på forkant med situationen.

Barnet begynder at få et sprog – kan sige nogle ord og spørge “hvad er det”. Ferien kan for eksempel være en god anledning til at stimulere barnets sproglige udvikling, da I møder en masser nyt, som I kan tale om.

Kan selv – vil selv
Barnet begynder også at blive mere og mere bevidst om sig selv, og du får som forælder ikke længere lov til at bestemme det hele. Barnet vil ikke altid det, du vil, men vil begynde at udfordre jeres beslutninger – for eksempel om det må få endnu en is, om sovetider, skærmtid osv.

Du kan som forælder gå i dialog og inddrage barnet i enkle beslutninger for at møde barnets behov for medbestemmelse. Her får man rigtig øvet sig i tålmodighed.

Derudover er det vigtigt med grænsesætning og rumlighed, idet barnet har brug for din hjælp til at finde grænserne og regulere sine følelser.

Overvej:

  • Giver omgivelserne mulighed for, at du/I som forældre kan slappe lidt af, mens barnet leger et sikkert sted?
  • Hvad vil I stå fast på, og hvad vil I gå på kompromis med, når barnet udfordrer jeres beslutninger?
  • Gælder de samme regler og rutiner i ferien som i hverdagen?
Spørg bedsteforældre eller gode venner, om de vil tage med nogle dage i ferien. Flere varme hænder kan være dejligt for alle.
Lianna, mor til en

Afstem forventninger og lav aftaler

Efter I er blevet forældre, er I som par blevet mere afhængige af hinanden. Det kan minde lidt om at være kolleger, når I skal aftale, hvem der klarer opgaven, når barnet skal trøstes, mades, skiftes, puttes, aktiveres, ud på tur og så videre.

For at få det hele til at gå op, er det godt givet ud at forventningsafstemme og fordele disse opgaver, så det ikke ender i frustrerede og trætte blikke eller i værste fald konflikter.
Lav for eksempel en liste med diverse situationer, I ser kan blive en udfordring for lige præcis jer som familie. Brug listen til at tale ud fra, når I skal planlægge, forventningsafstemme og fordele opgaver.

Brug også gerne listen til værdi-snakke, hvor I får talt om aftaler for skærmtid for børn og voksne, slik og søde sager, behov for alenetid på ferien med mere.

Brug evt. dette skema til inspiration:

Situation: Urolig i flyveren/toget/færgen/bilen
Opgave: Trøste, lege, give mad osv.
Ansvarlig: Mor

Situation: Bleskift på turen
Opgave: Pusle og skifte ble
Ansvarlig: Far/partner

Situation: Sovetid
Opgave: Putte barn, evt. sove med barn og give den anden forælder lidt alenetid
Ansvarlig: Mor + far/partner skiftes hver anden gang

Situation: Ud på tur
Opgave: Pakke taske med vand, bamse, bleer, solcreme osv.
Ansvarlig: Far/partner

Det kan virke kunstigt med et skema, men tænk det som et kommunikationsværktøj, hvor I får sat ord på de forskellige tanker, I har omkring ferien. I behøver ikke udfylde det, men blot bruge det som et mindset, når I taler sammen.

Det er ikke altid virkeligheden udarter sig som planlagt, og derfor kan du sammen med din partner justere i ansvarsområder og opgaver afhængig af de mange og måske uforudsete situationer, der kan opstå.

Skemaet kan være et godt redskab at tale ud fra og kan bruges til refleksion, hvor man giver sig tid til at stoppe op og mærke efter, hvad man kan overskue hver især. Det kan give anledning til en god parsnak om dagen, der er gået og om planlægning af næste dag.

Spørgsmål du kan overveje inden afrejse

Mødrehjælpen

Mødrehjælpen er en socialhumanitær organisation, der rådgiver og støtter gravide og børnefamilier.

Mødrehjælpen består af både professionel rådgivning og en politisk fortalerindsats, som er organiseret i Fonden Mødrehjælpen, samt en frivillig indsats forankret i Mødrehjælpens lokalforeninger og butikker.

Log ind for at gemme artikler

Du skal logge ind eller oprette en profil for at kunne gemme artikler.

Log ind

Log ind med din profil for at se gemte artikler, ansøge om babypakker og bruge Huskelisten.

Glemt password?

Angiv din e-mail adresse for at få tilsendt et nyt password.

Vælg nyt kodeord

Du er logget ind med et midlertidigt kodeord og skal derfor vælge et nyt kodeord.