De første tænder

Den første tand kommer ofte, når barnet er 6-8 måneder, men det er forskelligt fra barn til barn. De fleste børn savler meget og bliver mere pylrede, når der er en tand på vej. En kold sut eller en rangle at bide i kan lindre smerterne ved tandfrembrud.

Tegn på, at dit barn er ved at få tænder

Frem til cirka 3-årsalderen får dit barn i alt 20 mælketænder – ti i overmunden og ti i undermunden.

Når der er en ny tand på vej, kan du opleve, at dit barn savler mere og bliver lidt mere irritabelt på grund af røde og ømme gummer. Tandfrembrud medfører nogle gange en let temperaturstigning. Har dit barn feber – det vil sige mere end 38 grader – vil det skyldes noget andet, end at der er tænder på vej.

Hvornår får børn tænder? Videoen er produceret af Læger Formidler og SundhedsTV.

Sådan kan du lindre smerter ved tandfrembrud

Du kan lindre dit barns gummer ved at give det noget at bide på, for eksempel en rangle. Du kan også bruge din finger til at massere blidt på barnets gummer. En kold sut fra køleskabet eller en afkølet bidering kan også virke lindrende.

Som forælder kan du udvise omsorg og tålmodighed over for barnet. Ved at være rolig signalerer du, at alt er okay, selvom der er ubehag forbundet med at få tænder.

Undgå at bruge bedøvende salve på barnets gummer, da salven blot ender nede i mavesækken, før det har fået en effekt på de ømme gummer.

Smertelindring ved tandfrembrud. Videoen er produceret af Læger Formidler og SundhedsTV.

Første besøg hos tandlægen

Når dit barn er mellem 12 og 18 måneder, bør I besøge tandlægen for første gang. Det er godt, at barnet møder tandlægen, inden der opstår et eventuelt tandproblem.

Det er forskelligt fra kommune til kommune, hvornår barnet skal hen til tandlægen for første gang. I de fleste kommuner bliver barnet indkaldt til tandlægen, når det er tid til et tandlægetjek.

Hos tandlægen vil barnet ofte blive lagt på et puslebord, da det endnu ikke er stort nok til at sidde i tandlægestolen. Det kan også være, at tandlægen vil bede dig og at sætte dig i tandlægestolen sammen med dit barn. Imens dit barn sidder trygt hos dig, vil tandlægen undersøge dit barns tænder.

Tandlægen vil også spørge ind til, hvordan det går med tandbørstningen. Er du i tvivl om, hvordan du skal børste barnets tænder eller har udfordringer med det, så kan tandlægen guide dig.

Tandlægebesøg er gratis for alle børn 0-17 år.

SundhedsTV og Læger Formidler

SundhedsTV er et digitalt og videobaseret samlingssted for sundhedsinformation. SundhedsTV tilbyder lettilgængelig og troværdig viden om de mest udbredte emner inden for sundhed og sygdom – fra myter om lus til diagnosticering af kroniske sygdomme. SundhedsTV benytter kun autoriserede fagpersoner med relevant sundhedsfaglig uddannelse.

Læger Formidler er en frivillig forening, der er grundlagt og drevet af læger, som ønsker at udbrede større forståelse omkring sygdom og sundhed. Læger Formidler udgiver podcasts, videoer og blogindlæg om sundhedsfaglige emner og myter.

Log ind for at gemme artikler

Du skal logge ind eller oprette en profil for at kunne gemme artikler.

Log ind

Log ind med din profil for at se gemte artikler, ansøge om babypakker og bruge Huskelisten.

Glemt password?

Angiv din e-mail adresse for at få tilsendt et nyt password.

Vælg nyt kodeord

Du er logget ind med et midlertidigt kodeord og skal derfor vælge et nyt kodeord.