Samsovning eller egen seng?

Er I i tvivl om, hvorvidt jeres baby skal sove i sin egen seng, eller om I skal samsove? Der er flere ting, som er værd at være opmærksom på. Læs mere her.

Mærk efter og prøv jer frem

Selvom søvnen ofte er knap med et spædbarn, så tilbringer man alligevel en stor del af døgnet i sengen. Derfor kan det også være svært at beslutte, hvor baby skal sove.

På den ene side kan det måske være rart at have spædbarnet i jeres seng. Det man kalder samsovning. En fordel kan være, at det føles lettere at amme om natten, fordi baby er tæt på. Omvendt har I måske mest lyst til at have god plads, når muligheden for at sove endelig er der. Det kan også føles utrygt for nogen at have spædbarnet i sengen.

Mærk efter og vær også opmærksom på Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Det kan også være en idé, at I prøver jer lidt frem og ser, hvad der fungerer.

Når I har truffet beslutningen, er der forskellige råd til, hvordan I sikrer, at jeres baby sover trygt og godt – enten i sin egen seng eller i en seng sammen med jer.

Råd til jer, der vælger, at jeres barn skal sove i egen seng

Vælger I, at jeres baby skal sove i sin egen seng, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at det sover i samme rum som jer, mens det er spædt.  Et spædbarn defineres typisk som en baby på 0-12 måneder.

Baby kan sove i tremmeseng eller i en sideseng, også kaldet en ’bedside crib’, der sættes fast på forældrenes seng. Der er forskellige krav til tremmesengens mål, så den er så sikker som mulig.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger til tremmesenge

  • Afstanden mellem tremmerne skal være 4,5-6 centimeter.
  • Siderne på sengen skal mindst være 60 centimeter høje, når sengebunden er i laveste position og 30 centimeter, når bunden er i øverste position.
  • Hvis sengen har en lamelbund, bør afstanden mellem lamellerne være max 6 centimeter.
  • Afstanden mellem sengens bund og sider/gavle må højest være 2,5 centimeter.
  • Åbninger som eksempelvis skruehuller skal være under 0,7 centimeter eller mellem 1,2 og 2,5 centimeter.

Madrassen i din babys seng skal desuden være fast og gå helt ud til sengekanten. Og når baby selv kan kravle over sengekanten, bør siden på tremmesengen fjernes, eller I bør skifte til en anden seng. På den måde kan I forebygge faldulykker.

Når du skal lægge dit spædbarn til at sove i sengen, så læg det med fødderne tættest på fodenden af sengen, så barnet har god plads om hovedet. Brug en let babydyne eller et bomuldstæppe, men giv ikke din baby en hovedpude. Baby kan bedre komme af med varmen og bevæge sig frit uden en hovedpude. Undgå desuden, at der ligger løse genstande i sengen, som din baby  kan vikle sig ind i under søvnen.

Råd til jer, der vælger samsovning

Vælger I, at jeres baby skal sove i jeres seng, så læg det i den ene side af sengen og ikke imellem jer. For at sikre, at din baby ikke ryger ud af sengen, kan I eksempelvis placere en babyseng op ad, så den fungerer som en slags sengehest.

Dit spædbarn skal derudover have lige så god plads, som hvis det lå i sin egen seng. Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor, at sengen er mindst 140 centimeter bred, hvis man ønsker at samsove to forældre og et barn. Madrassen skal være fast, og det sikreste er én stor madras, så der ikke er en revne, som baby kan ryge ned i.

Baby skal ligge med sin egen tynde babydyne, og der skal ikke være løse genstande i sengen, som spædbarnet kan blive viklet ind i.

Større søskende og husdyr sover uroligt og bør derfor ikke samsove med jer, så længe barnet er spædt. Sundhedsstyrelsen anbefaler også, at man lader sin baby sove i egen seng, hvis man er meget træt, er syg, har taget bevidsthedssløvende medicin eller har drukket alkohol. Det skyldes faren for, at man kan komme til at lægge sig på baby.

Hvis I ikke er påvirket af noget, behøver I ikke at være nervøse for at komme til at lægge jer på jeres baby.

Husk altid

Uanset hvordan I vælger at sove, gælder følgende råd fra Sundhedsstyrelsen:

  1. Læg altid baby til at sove på ryggen
    Baby må dog godt sove på maven af dit bryst, hvis du selv er vågen og kan holde øje med det. Når dit barn selv kan vende sig og også gør det i søvne, må det godt sove videre på maven.
  1. Udsæt ikke baby for tobaksrøg
    Tobaksrøg er ikke godt for små børn, blandt andet fordi det irriterer deres slimhinder i luftvejene, som er snævre og mere følsomme. Det øger risikoen for luftvejssygdomme og vuggedød. Selv efter udluftning er der usynlige og lugtfri partikler tilbage.
  1. Undgå at baby får det for varmt, når det sover
    Rummet, som din baby sover i, bør være 18-20 grader.

Mødrehjælpen

Mødrehjælpen er en socialhumanitær organisation, der rådgiver og støtter gravide og børnefamilier.

Mødrehjælpen består af både professionel rådgivning og en politisk fortalerindsats, som er organiseret i Fonden Mødrehjælpen, samt en frivillig indsats forankret i Mødrehjælpens lokalforeninger og butikker.

Log ind for at gemme artikler

Du skal logge ind eller oprette en profil for at kunne gemme artikler.

Log ind

Log ind med din profil for at se gemte artikler, ansøge om babypakker og bruge Huskelisten.

Glemt password?

Angiv din e-mail adresse for at få tilsendt et nyt password.

Vælg nyt kodeord

Du er logget ind med et midlertidigt kodeord og skal derfor vælge et nyt kodeord.