Hvorfor vil mit barn ikke sove?
Der kan være mange grunde til, at dit barn ikke vil sove eller har flere opvågninger. Ofte spiller barnets udvikling, nye færdigheder og skift som for eksempel institutionsstart ind.
Barnets udvikling kan forstyrre søvnen
Dit barn gennemgår en stor udvikling i sit første år. Det kan godt give lidt udfordringer.
0-6 måneder: Jeg har ikke tid til at sove
Når dit spædbarn er 3-4 måneder gammelt, vil det have et mere udviklet syn og begynder at få kontrol over sit hoved. Dit barn kan begynde at holde hovedet selv og mere sikkert dreje hovedet efter det, som fanger dets opmærksomhed. Det giver barnet en stor lyst til at udforske verden, og den lyst kan nogle gange vinde over det at spise og sove færdigt.
6-12 måneder: Du må ikke gå fra mig
Når dit barn er omkring de 7-10 måneder, begynder det at blive mere bevidst om, hvem det kender og ikke kender. Det er også en meget almindelig årsag til søvnproblemer. Dit barn kan godt blive mere tryghedssøgende i denne periode og har derfor et større behov for at blive tanket op med nærvær og tryghed hos dig og sin anden forælder. Det kan derfor også være sværere for dit barn at overgive sig til søvnen i denne periode.
Skift og forandringer kan påvirke søvnen
Ændringer i dit barns liv kan også påvirke søvnen. Det kan for eksempel ske, når I begynder at gå over til skemad eller i forbindelse med, at barnet starter i vuggestue eller dagpleje. Ofte vil søvnen igen blive mere stabil i takt med, at dit barn vænner sig til det nye.
Kroppen kan udfordre søvnen
Barnet kan have nogle fysiske gener, som giver søvnproblemer. Når dit barn begynder at få tænder, kan det eksempelvis forstyrre søvnen. Især for tidligt fødte babyer kan have nogle særlige søvnvanskeligheder, blandt andet fordi deres nervesystem ikke er helt udviklet endnu. Har du en mistanke om, at dit barn har nogle af disse fysiske udfordringer, eller oplever du, at intet virker på søvnproblemet, så tag fat i jeres sundhedsplejerske eller læge.
Sygdom kan påvirke søvnen
Sygdom er også noget, som kan påvirke dit barns søvn. Er dit barn plaget af astmatisk bronkitis, hoste eller forkølelse, kan det være godt at hæve hovedgærdet på barnets seng, så dit barn ikke ligger helt vandret, men har hovedet højere oppe end numsen. Det kan lette dit barns vejrtrækning under søvnen.
Har dit barn feber, skal barnet kun klædes let på, så det kan komme af med varmen. Du kan eventuelt lade dit barn sove med et lagen i stedet for en dyne, når det har feber. Hold øje med dit barns temperatur, da den kan svinge meget under sygdom – også mens barnet sover. Læg to fingre i nakken på dit barn. Hvis fingrene klister fast til barnets hud, så er det et tegn på, at barnet har det for varmt. Tag så noget af barnets tøj af eller let på dynen.
Læs også: Hvorfor ændrer mit barn søvnrytme?