Tæt kontakt er vigtigt i den tidlige tilknytning mellem dig og dit barn
Det lille spædbarn søger kontakt gennem for eksempel øjenkontakt, mimik, pludren og klynk, og det bruger primært gråd, når det skal gøre opmærksom på et behov. Det kan være sult, træthed eller behov for trøst.
Du kan hjælpe barnet til at falde til ro ved for eksempel at tale med en rolig stemme, vugge det stille i armene og tilbyde nærhed.
Særligt de første dage og uger har barnet brug for masser af tryghed og kærtegn. Derfor er det også en god ide at lade barnet ligge hud mod hud på dig og barnets anden forælder. Hud og nærhed styrker jeres tilknytning, men hud mod hud hjælper blandt andet også til, at mælken løber til, og kan derfor være med til at sikre en god ammeopstart.