Det kan du forvente, når dit barn starter i dagtilbud

Når dit barn skal starte i sin vuggestue eller dagpleje, vil der gå lidt tid, før barnet har vænnet sig til det nye sted. Det ved personalet godt, og i alle dagtilbud er det en særlig tid, når et nyt barn starter.

Opstartsfasen

Alle børn har brug for en rolig opstartsperiode, inden de er klar til at blive passet i vuggestue eller dagpleje på fuld tid. Der er forskellige måder at gøre det på, og hvordan det konkret ser ud for jer, afhænger både af dagtilbuddet, af dine muligheder og ønsker og af hvordan dit barn reagerer.

Det er vigtigt, at du sætter god tid af, så det kan ske i barnets eget tempo. Tidligere så nogen opstarten som et plaster, der skulle rives af. Nu ved man, at en god og rolig start er godt givet ud for dit barns trivsel i den nye vuggestue eller dagpleje.

Inden dit barns første dag har du formodentligt været på besøg i vuggestuen eller hos dagplejen eller har talt i telefon med dem om, hvordan den første tid skal foregå. Det kan også være, I skal snakke om det, når I møder op den første dag. Det er i hvert fald vigtigt, at du snakker med dagtilbuddet om opstarten, så I ved, hvordan den første tid ser ud for netop dig og dit barn.

Den første uge

Den allerførste dag er du og dit barn ofte i dagtilbuddet i kort tid, måske en times tid. Det handler om, at I alle skal møde hinanden, og barnet skal se de nye omgivelser. Hvis du og dit barn ikke har været på besøg før, er det hele nyt. Hvis I har været på besøg før, er der måske lidt genkendelighed for barnet. Den første dag er der fokus på den voksne, der skal være mest sammen med dit barn i den første tid.

Måske sidder I på gulvet sammen med personalet og snakker, mens dit barn sidder hos dig eller går lidt ud på opdagelse. Personalet får et indtryk af, hvordan dit barn reagerer i nye omgivelser og på nye mennesker. Det bruger de til at planlægge de næste par dage.

De næste par dage er det lidt forskelligt, hvor længe du er der sammen med dit barn. Nogle steder prøver man at gå lidt væk, så barnet er der alene på andendagen, andre steder er det senere. Sammen arbejder I hen i mod, at du kan være væk fra barnet i længere og længere tid.

Første gang du prøver at gå, er du kun væk i kort tid. Det kan være, du sidder i et andet rum, mens dit barn er sammen med personalet og måske nogle af de andre børn. Afhængigt af hvordan dit barn har reageret, aftaler du næste skridt med personalet. Måske er dit barn klar til, at du næste dag går en kort tur uden for dagtilbuddet og er væk i lidt længere tid.

Personalet kan bede dig om, at du ikke går for langt væk og har din telefon på dig. Når du er tilbage fra turen, kan du være med til at spise frokost sammen med dit barn og resten af børnene. Dagen efter spiser dit barn måske frokost uden dig, og den følgende dag er det måske klar til at blive puttet af de nye voksne i vuggestuen eller dagplejen.

Ofte vil dit barn kunne prøve at sove lur på femtedagen. Når barnet vågner, vil du få besked, så du kan hente lige efter, hun eller han er vågnet.

Vi tager det tryggeste i barnets liv med herned til det her fremmede sted, og så kan forældrene være med til at vise, at alting er trygt, og at de her voksne er søde. Så har barnet mulighed for at begynde at udforske, mens det stadig er trygt.

Pædagog i vuggestue

Anden uge er mere fleksibel

Den anden uge, hvor dit barn er i vuggestue eller dagpleje, er ofte mere fleksibel, men personalet betragter stadig uge to som en del af opstartsfasen.

Ofte er det i uge to, at den tid, barnet er i dagtilbuddet uden dig, kan gøres længere og længere. Men det afhænger altid af, hvordan den første uge er gået.

Personalet vil se på dit barns reaktioner i forhold til, hvordan de justerer opstarten, og hvornår de f.eks. anbefaler dig at hente dit barn. Nogle kan have lidt længere dage af sted, andre har brug for at komme hjem igen tidligt.

I anden uge af indkøringen vil du måske opleve, at personalet har lidt færre ressourcer til at fokusere meget specifikt på jeres families behov. Det skyldes, at der er en større børnegruppe at tage hensyn til. Det er derfor ikke sikkert, at du f.eks. kan høre om dit barns dag i detaljer, hvis du henter, mens de andre børn sidder og spiser eftermiddagsfrugt.

Men du kan altid henvende dig til personalet, så du er tryg ved situationen. Det er en ny tid både for dig og dit barn.

Vi prøver at tilpasse strukturen til barnet på bedste vis, men vi er stadig en institution, som skal fungere, og vi skal også få et fællesskab til at fungere.

Pædagog i vuggestue

Første gang du går fra dit barn

Hvordan hjælper personalet dit barn, første gang du går fra det? Her fortæller en pædagog om, hvordan de hjælper et barn til at sige farvel til sine forældre den første gang:

”Når barnet første gang skal være alene på stuen, sætter jeg mig ned sammen med barnet på gulvet. Jeg siger til barnet: ”Far går lige lidt, og så kommer han og henter dig igen. Så du skal være i vuggestuen og lege med mig. Nu kan du give far et kram, og så vinker vi to sammen.”

Så sker der det, at de fleste børn bliver rigtig kede af det. Så hjælper jeg med at organisere alle deres følelser ved at sætte ord på, hvad der sker: ”Jeg kan godt se, at du bliver rigtig ked af det, fordi far går. Nu sidder vi bare lige her og putter lidt.”

Det er vigtigt, at kroppen også er med. Vi taler om, at vi låner barnet vores nervesystem og hjælper det til at falde til ro, når vi sidder roligt sammen med barnet, der er ked af det.”

Fem råd til en tryg start i dagtilbud

  1. Tag imod tilbud om at komme på besøg eller få hjemmebesøg inden start.
  2. Afsæt god tid.
  3. Forvent reaktioner fra barnet.
  4. Tal med personalet om, hvordan det gode farvel ser ud og bed om tips til det.
  5. Forvent, at der kan gå 3-6 måneder, inden dit barn er faldet rigtigt til.

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) for Børne- og Undervisningsministeriet

Børne- og Undervisningsministeriet
Børne- og Undervisningsministeriets arbejdsområder inkluderer blandt andet dagtilbud, grundskoler og ungdomsuddannelser. Ministeriet regulerer rammerne for dagtilbud (vuggestuer, dagplejen, børnehaver og aldersintegrerede institutioner) og private pasningsordninger efter dagtilbudsloven.

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA)
EVA er en uafhængig statslig organisation, der gennem evalueringer, analyser og redskaber bidrager til at udvikle kvaliteten i dagtilbud og uddannelser.

 

Log ind for at gemme artikler

Du skal logge ind eller oprette en profil for at kunne gemme artikler.

Log ind

Log ind med din profil for at se gemte artikler, ansøge om babypakker og bruge Huskelisten.

Glemt password?

Angiv din e-mail adresse for at få tilsendt et nyt password.

Vælg nyt kodeord

Du er logget ind med et midlertidigt kodeord og skal derfor vælge et nyt kodeord.