Hvad er obligatoriske tilbud?

Obligatoriske tilbud er tilbud efter dagtilbudsloven, dit barn skal deltage i, hvis det lever op til bestemte kriterier. De obligatoriske tilbud, der findes, er obligatorisk læringstilbud og sprogstimuleringstilbud i form af en plads i et dagtilbud 30 timer om ugen.

Obligatorisk læringstilbud

Et obligatorisk læringstilbud er et selvstændigt tilbud til børn fra udsatte boligområder, som ikke er optaget i en daginstitution eller en dagpleje, når de fylder 1 år.

Det obligatoriske læringstilbud har en varighed af 25 timer om ugen.

Det obligatoriske læringstilbud skal foregå i en kommunal, selvejende eller udliciteret daginstitution, som kommunalbestyrelsen vurderer, kan understøtte barnets sproglige, sociale, personlige og kognitive udvikling samt demokratiske dannelse.

Formålet med det obligatoriske læringstilbud er at sikre, at flere børn fra udsatte boligområder kommer i dagtilbud, som blandt andet kan understøtte deres dansksproglige udvikling og generelle læringsparathed.

Du kan kontakte din kommune for mere information om dine rettigheder og pligter, hvis dit barn skal deltage i et obligatorisk læringstilbud.

Sprogstimulerings­tilbud i form af en plads i et dagtilbud 30 timer om ugen

Kommunen skal sprogvurdere børn i alderen omkring enten 2 eller 3 år. Det gælder både børn, der er, og børn, der ikke er optaget i et dagtilbud.

Kommunen skal sprogstimulere børn, som på baggrund af en sprogvurdering vurderes at have behov for sprogunderstøttende aktiviteter.

Tosprogede børn, der ikke er optaget i et dagtilbud, og som på baggrund af en sprogvurdering vurderes at have behov for sprogstimulering, skal optages i et sprogstimuleringstilbud i form af en plads i et dagtilbud 30 timer om ugen.

Formålet med sprogvurdering og sprogstimulering er at sikre, at børn fra en tidlig alder og frem til skolestart får den nødvendige støtte i deres dansksproglige udvikling, så de kan opnå et alderssvarende sprog til at trives og udvikles her og nu og en god overgang til skolen.

Du kan kontakte din kommune for mere information om dine rettigheder og pligter, hvis dit barn skal deltage i et sprogstimuleringstilbud.

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) for Børne- og Undervisningsministeriet

Børne- og Undervisningsministeriet
Børne- og Undervisningsministeriets arbejdsområder inkluderer blandt andet dagtilbud, grundskoler og ungdomsuddannelser. Ministeriet regulerer rammerne for dagtilbud (vuggestuer, dagplejen, børnehaver og aldersintegrerede institutioner) og private pasningsordninger efter dagtilbudsloven.

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA)
EVA er en uafhængig statslig organisation, der gennem evalueringer, analyser og redskaber bidrager til at udvikle kvaliteten i dagtilbud og uddannelser.

 

Log ind for at gemme artikler

Du skal logge ind eller oprette en profil for at kunne gemme artikler.

Log ind

Log ind med din profil for at se gemte artikler, ansøge om babypakker og bruge Huskelisten.

Glemt password?

Angiv din e-mail adresse for at få tilsendt et nyt password.

Vælg nyt kodeord

Du er logget ind med et midlertidigt kodeord og skal derfor vælge et nyt kodeord.