Spørg bare! Brug fagpersoner, organisationer og dit netværk

Når man er gravid eller nybagt forælder, åbner der sig en helt ny verden – og en masse spørgsmål. Se hvor du kan hente råd, vejledning og få hjælp i forbindelse med graviditet, fødsel og hverdagen med baby.

Ingen spørgsmål er dumme

Alle forældre kommer i tvivl. Så vær ikke bange for at stille for mange eller for dumme spørgsmål. De fleste fagpersoner er utrolig glade for spørgsmål, og de kan ofte også give dig en bedre støtte, når de ved, hvad der bekymrer dig.

Brug dit eget netværk til at få hjælp til praktiske ting og spørg ind til venner og families erfaringer. Undersøg også hvilke tilbud til gravide og småbørnsforældre fra frivillige organisationer, der findes i nærheden af, hvor du bor.

Taler du med mange forskellige personer, kan du måske opleve at få forskellige svar på dine spørgsmål. Så sortér i de råd du får, og brug de råd og den vejledning, som passer godt til dit barn og jeres situation.

Brug fagpersonerne omkring dig

Når du skal være forælder, kommer du i kontakt med mange forskellige fagpersoner, der kan rådgive dig på forskellige vis.

I Huskelisten kan du få overblik over fastlagte besøg hos læge, jordemoder og sundhedsplejerske samt andre vigtige ting, man skal huske, når man bliver forælder.

Jordemoder

I løbet af graviditeten er der fastlagte jordemoderbesøg – se Huskelisten. Antallet af besøg kan variere lidt alt efter, hvilken region du bor i.

Jordemoderen kan for eksempel rådgive dig om:

  • Plukkeveer
  • Væskeansamling eller lettere bækkensmerter
  • Kost og motion til gravide
  • Bekymringer eller angst for at føde
  • Smertelindring under fødslen
  • Bekymringer for fosters trivsel inde i maven
  • Fosterets bevægelse
  • Spørgsmål og aftaler omkring hjemmefødsel
  • Forbesøg på fødegangen
  • Tilbud om fødselsforberedelse i din region
  • Tilbud om ammeforberedelse i din region

Efter fødslen kan du bede om at få en samtale med den jordemoder, der var til stede under fødslen. Det giver dig mulighed for at få talt din oplevelse af fødslen igennem.

Jordemoderen kan give dig gode råd om prævention.

Præventiton efter graviditet – sandt eller falsk?

Sundhedsplejerske

Sundhedsplejen er et kommunalt tilbud til alle gravide og familier med børn. Sundhedsplejersken er ekspert i børns sundhed, trivsel, udvikling og behov, og er der for at støtte op om, at børnefamilier får en god start.

Din sundhedsplejerske kan besvare spørgsmål om alt fra amning, gulsot, vægt, søvn, øjenkontakt, stimulering af barnet, sprog, motoriske udvikling, spisemønster til spørgsmål omkring hele familiens trivsel og meget andet.

Allerede i graviditeten har du mulighed for at få besøg af din sundhedsplejerske første gang. Her kan I for eksempel tale om dine tanker om at blive forælder, dine tanker om det barn, du venter, eller hvilken betydning det har for jeres parforhold, at I snart skal være forældre.

Har du børn i forvejen, og havde du et svært graviditets- og efterfødselsforløb sidst, vil det måske være en fordel for dig at tale med din sundhedsplejerske inden fødslen.

Din kommune har på forhånd tilrettelagt, hvor tit sundhedsplejersken kommer på besøg i løbet af dit barns første leveår – se Huskelisten. I de fleste kommuner har sundhedsplejen telefontid flere gange om ugen, og du kan også få ekstra besøg ved behov. Derudover har sundhedsplejen ofte lokale tilbud, som for eksempel åbent hus, sundhedshuse, tilbud om netværk og aktiviteter, undervisning eller andet.

Tjek din kommunes hjemmeside og spørg din sundhedsplejerske om, hvad der findes i lige præcis dit lokalområde. Du kan kontakte sundhedsplejen og søge gode råd, helt indtil dit barn går ud af 9. klasse.

Egen læge

I graviditeten er der fastlagte besøg hos din praktiserende læge – se Huskelisten. Du kan altid opsøge din læge, hvis der opstår problemer under graviditeten – både i forhold til din psykiske og din fysiske trivsel. Kontakt lægen, hvis du for eksempel oplever:

  • Tegn på blærebetændelse
  • Pletblødninger
  • Plukkeveer
  • Smerter i kroppen
  • Stress
  • Tegn på depression, angst eller andre psykiske belastninger

Du kan altid kontakte egen læge, hvis du selv eller dit barn bliver syg. Det kan være svært at vurdere, om der er brug for at kontakte lægen eller ej – særligt hvis du er førstegangsforælder og ikke har erfaring med syge småbørn. Er du bekymret eller i tvivl på grund af dit barns symptomer, så ring til egen læge eller til vagtlægen.

Se mere på Huskelisten

Pædagog eller dagplejer

Er dit barn startet i vuggestue eller dagpleje kan du altid tale med pædagog eller dagplejer om dit barns trivsel.  Det kan for eksempel være spisning, sovemønster, adfærd, social omgang med andre børn eller andet. Sammen med institutionen eller dagplejen kan I hjælpe hinanden og støtte dit barn til at komme tilbage til en god udvikling. Pædagogen og dagplejen har også mulighed for at indhente ekstra støtte via kommunen, hvis der er behov for det.

Socialrådgiver/kommunale tilbud

De fleste kommuner har en åben anonym rådgivning til børnefamilier, hvor man kan henvende sig, hvis man ønsker råd omkring forskellige problemstillinger i familielivet eller om børns trivsel og udvikling.

Du kan for eksempel søge rådgivning omkring:

  • Dit barns trivsel og udvikling
  • Krise i familien pga. skilsmisse
  • Højt konfliktniveau i familien
  • Børneopdragelse

Søg efter rådgivningstilbud på din kommunes hjemmeside eller spørg sundhedsplejersken til råds.

Netværk - venner og familie

For mange vil der være gode råd at hente i eget netværk. De fleste deler gerne ud af gode råd og egne erfaringer om graviditet og småbørnspleje, så tøv ikke med at kontakte familie, venner eller gode kollegaer for at spørge til råds.

Der kan også ofte være hjælp at hente i eget netværk, hvis du i en periode har brug for praktisk hjælp. For eksempel til at trille en tur med barnevognen, mens du får sovet, hente medicin på apoteket, hvis du har fået brystbetændelse, hente søskende fra daginstitutionen, hvis baby er syg eller anden praktisk hjælp.

Det er ikke let for alle at bede om hjælp. Nogle kan føle, at de selv burde kunne klare det hele uden hjælp og ønsker ikke at belemre deres netværk. Men de fleste vil faktisk rigtig gerne give en hjælpende hånd, hvis de bliver spurgt.

Men mange småbørnsfamilier er i perioder hårdt presset, og det kan der være flere årsager til. Manglende nattesøvn, et barn med kolik, brystbetændelse, efterfødselsreaktion, flere børn i familien og meget andet kan tære på overskuddet hos de voksne.

Hvad end der er større eller mindre udfordringer, vil det for mange forældre være dejligt med lidt praktisk hjælp indimellem. Og husk – bare en smule hjælp vil ofte kunne gøre underværker i forhold til at få tanket op på søvn og mentalt overskud.

I stedet for fødselsdagsgave så ønsk dig klip til hjælp til rengøring eller aftensmad.

Mødregruppe

Næsten alle kommuner tilbyder, at man kan komme i mødregruppe. Her kan man komme i kontakte med andre nybagte mødre i lokalområdet og for eksempel mødes og gå tur sammen eller besøge hinanden.

Er du i en mødregruppe, vil det være oplagt at søge om gode råd hos de andre mødre, ligesom du helt sikkert selv vil kunne bidrage med gode råd til gruppen. Mange oplever, at det er en stor fordel at mødes med andre mødre med jævnaldrende børn, da man typisk er fælles om at være optaget af amning, nattesøvn, nye tænder på vej, spisning, og hvad der ellers måtte være på samme tidspunkt.

Brug organisationer og frivillige

Mangler du netværk, eller søger du aktiviteter og samvær med andre børnefamilier, så har flere organisationer tilbud, som måske lige er noget for dig.

Mødrehjælpen

Mødrehjælpen tilbyder rådgivning til børnefamilier og gravide. Du kan få rådgivning over telefon, på chat eller ved personligt fremmøde i rådgivningshusene.

Mødrehjælpens rådgivning

Udover rådgivning til børnefamilier og gravide har Mødrehjælpen også lokalforeninger i hele landet, som tilbyder forskellige gratis netværksskabende aktiviteter til børnefamilier. Mødrehjælpen tilbyder også en Familieven, hvis du mangler en hjælpende hånd i hverdagen, en ekstra voksen til familiens sociale aktiviteter eller blot en anden voksen at tale med.

Aktiviteter i Mødrejælpens lokalforeninger

Kirkens Korshærs børne- og familiearbejde

I Kirkens Korshær tilbydes der også netværksskabende aktiviteter flere steder i landet.

Kirkens Korshær – socialt arbejde

Homestart

I Homestart tilbyder frivillige støtte, venskab og praktisk hjælp til småbørnsfamilier i form af en frivillig familieven. Formålet er at støtte op om at få familielivet til at hænge sammen og forebygge og løse problemer i tide.

Homestart 

Røde Kors

”Familienetværket” i Røde Kors tilbyder socialt samvær med andre børnefamilier med hygge, spil, leg og udflugter 1-2 gange om måneden. Der er også mulighed for at få en frivillig familieven fra Røde Kors.

Røde Kors – Familieaktiviteter

Mødrehjælpens rådgivning, Holdepunkt

Holdepunkt er Mødrehjælpens landsdækkende rådgivning for gravide og forældre med børn i alderen 0-18 år. Holdepunkt er et tilbud til både mor, far, enlige og par.

Mødrehjælpens rådgivning er akkrediteret af RådgivningsDanmark.

Log ind for at gemme artikler

Du skal logge ind eller oprette en profil for at kunne gemme artikler.

Log ind

Log ind med din profil for at se gemte artikler, ansøge om babypakker og bruge Huskelisten.

Glemt password?

Angiv din e-mail adresse for at få tilsendt et nyt password.

Vælg nyt kodeord

Du er logget ind med et midlertidigt kodeord og skal derfor vælge et nyt kodeord.