Hvorfor er det godt at lave kolbøtter?
At lave kolbøtter med dit barn stimulerer barnets vestibulære sans, som er den sans, der har indflydelse på balanceevnen. Man påvirker den ved at få vendt barnets hoved i forskellige retninger – op, ned, til siden og rundt. Og kolbøtter er en sjov måde at gøre det på.
Den kolbøtte, du skal se i denne video, er en stille og rolig variant. Den er derfor god at lægge ud med de første gange, I skal lave kolbøtter.
Sådan laver du en kolbøtte fra siddende position:
- Sæt dig på dine underben på en madras eller et tæppe.
- Tag dit barn op på skødet og læg det på ryggen, så barnets numse er helt ind mod din mave, og benene ligger op ad maven.
- Dan en ’skål’ med dine hænder rundt om dit barns skuldre, så barnet kan rotere rundt.
- Løft din numse, så du kommer op på knæene, samtidig med at din mave og dine lår skubber barnet let rundt. Lad barnet rotere i dine hænder, så det kommer rundt i en kolbøtte og lander på fødderne
- Få øjenkontakt med dit barn, så du kan se, om dit barn synes, det er sjovt.
Har du endnu ikke set kapitel 1?
Hvis du endnu ikke har set det første kapitel i dette forløb, vil vi anbefale, at du gør det, da Anna her fortæller mere om de tre grundmotoriske sanser, og hvorfor det er vigtigt at stimulere dem dagligt.
Om Anna
Anna Raith Louring er uddannet psykomotorisk terapeut med speciale i graviditet og børn. Til dagligt er hun indehaver af Flow of Life, hvor hun blandt andet underviser mødregrupper i motorisk leg og rytmik.
I videoen får Anna hjælp af Nora på 8 måneder, som sammen med sin mor Irene viser øvelsen.