Graviditet - en ny teenagetid

En graviditet er en helt særlig livsovergang. Den kan på mange måder sammenlignes med teenagetiden, da man kan opleve alt fra turbulens, glæde, håb, krav, tvivl og bekymringer. En graviditet og rollen som forælder er med til at forandre både din og din partners identitet.

Bekymringer og tanker de første 1000 dage

Det er helt normalt at opleve bekymringer, når man skal have et lille barn, der skal vokse og trives. Det kan være, at du oplever bekymringer som:

  • Kan jeg tage vare på et barn?
  • Kan jeg klare rollen som forælder?
  • Kan jeg få nok støtte og hjælp i mit netværk?

En turbulent graviditet

En graviditet kan blive turbulent, hvis du:

  • Har oplevet psykisk sårbarhed tidligere, for eksempel angst eller depression
  • Har haft en vanskelig barndom
  • Ikke har erfaringer med at modtage omsorg

Men du er aldrig alene. Ræk ud til din læge, jordemoder eller sundhedsplejerske, hvis du oplever en svær graviditet – de kan hjælpe dig videre.

Om Anna-Katherine

Anna-Katherine Højland er jordemoder og psykolog med speciale i fertilitet, graviditet, fødsel, tilknytning og klinisk børnepsykologi.

I sin klinik Center for Familiedannelse tilbyder hun behandling og hjælp til gravide, børn og familier – et særligt fokusområde i hendes arbejde er de perioder, hvor vi ønsker at få barn, venter barn, bliver forældre og danner familie.