7 typiske spørgs­mål om tumlings søvn

Må børn se fjernsyn inden sengetid, og hvornår skal de stoppe med at sove lur om dagen? Få svar på disse og flere søvnrelaterede spørgsmål, som mange forældre stiller omkring de 2-3-årige børns søvn.

Hvor meget skal mit barn sove?

Når dit barn er omkring halvandet år, bliver behovet for søvn om dagen mindre, og det kan efterhånden klare sig med en enkelt lur – ofte efter frokost.

Et barn mellem 1-3 år år har et søvnbehov på 12-14 timer i døgnet.

Hvordan kan jeg få mit barn til at sove?

Dit barn kan synes, at det er kedeligt at skulle i seng. Nogle gange er der pludselig også en masse behov lige op til sengetid. Så vil dit barn have vand, så vil det lige høre den allersidste godnathistorie, og så vil det have strømper først på og så af igen. Ja, det kan være en lidt af en kamp at få et 2-3-årigt barn til at sove.

Et fast putteritual kan ofte være en hjælp. Det hjælper barnets nervesystem med at falde til ro og signalerer samtidig, at nu er det sengetid. Børn kan godt lide gentagelser og finder en tryghed i at gøre det samme hver aften. Et putteritual kan bestå af, at I tager nattøj på, børster tænder, læser en historie inde i sengen og synger en godnatsang.

Hvordan lærer jeg mit barn at falde i søvn selv?

Nogle børn har fra en tidlig alder lært at falde i søvn selv for eksempel i deres barnevogn. Et lidt ældre barn kan dog godt have svært ved at falde i søvn på egen hånd om aftenen, da det kan føles utrygt. Jo ældre børn bliver, jo mere bevidste bliver de også på verden omkring sig. Dit barns fantasi kan være livlig i denne alder, og pludselig kan eksempelvis mørke virke ubehageligt. Derfor kan du være nødt til at sidde ved sengekanten, indtil dit barn er faldet i søvn, hvilket kan være en tidsrøver i længden.

Selvom du gerne vil have, at dit barn falder i søvn selv, kan du ikke forvente, at det sker fra den ene dag til den anden. I kan øve jer ved, at du går ud af værelset, inden dit barn sover helt. Bliver barnet ked af det eller kalder på dig, går du tilbage og trøster det. Fortæl, at nu skal det sove, og gå så ud af værelset igen. Fortsæt indtil dit barn sover, og husk at give trøst og kærlighed, så dit barn ikke føler sig forladt eller bange. Du kan for eksempel stå uden for værelset og lægge tøj sammen eller læse, mens du venter på, at der bliver ro.

Skal mit barn sove på faste tidspunkter?

En fast sengetid kan hjælpe dit barn med at få en stabil døgnrytme. Der kan selvfølgelig være situationer, hvor I må afvige fra de faste sovetider. Det er helt okay og kan sagtens lade sig gøre. Nogle børn har dog lettere ved skiftende sengetider end andre, så det handler også om at kende sit eget barn og dets behov. Prøv jer frem, så I kan erfare, hvad der fungerer for jer.

Viser dit barn tegn på træthed, er det altid en god idé at lægge det i seng. Hvis dit barn først bliver overtræt, kan putningen blive rigtig svær.

Hvornår skal mit barn stoppe med at sove lur om dagen?

Mange børn stopper med at sove lur omkring 3-årsalderen. Dit barn kan dog stadig godt have brug for en lur et stykke tid efter børnehavestart, hvor der kan være mange nye indtryk.

Hvis dit barn sover middagslur og har svært ved at sove om aftenen, kan du prøve at skære ned på luren eller helt droppe den. Vær dog opmærksom på, at dit barn stadig kan have brug for at sove til middag, selvom det ikke viser tegn på træthed om aftenen. En lur i vuggestuen eller børnehaven kan for eksempel være et nødvendigt afbræk for dit barn, så det har energi til at lege resten af dagen. Derfor kan det også være en ide, at du i stedet justerer sovetiden, og eksempelvis forkorter luren gradvist, eller putter dit barn lidt senere om aftenen.

Alternativt kan dit barn måske nøjes med at ligge og slappe af om eftermiddagen, så det frem for at sove lur får ladet op med en afslappende pause.

Må mit barn se fjernsyn eller bruge tablet inden sengetid?

Det kan være en god idé at begrænse skærmbrug op til sengetid. Kunstigt lys fra en skærm kan nemlig have en opkvikkende effekt på barnet, så det herefter har svært ved at falde i søvn. Det er især brugen af tablets og mobiltelefoner, der udfordrer børns søvn, da man her får lyset fra skærmen direkte op i ansigtet. Forskning viser, at små børns brug af touchskærme kan betyde, at de er længere tid om at falde i søvn og samtidig sover mindre.

Hvorfor vågner mit barn så tidligt?

Hvis dit barn vågner før klokken seks hver morgen, vil det meget ofte skyldes, at det er blevet en vane for dit barn. Derfor skal du hjælpe dit barn med at ændre den vane. Det gør du ved at prøve at få dit barn til at sove igen, så det lærer, at det ikke er morgen for eksempel klokken 4.30. Lad så vidt muligt være med at stå op, selvom dit barn vågner på dette tidspunkt. Læg dig eventuelt ind til barnet på en madras for at vise, at man altså stadig skal sove.

Nogle dage må man dog også bare acceptere, at sådan er det, hvis dit barn ellers virker frisk og veludhvilet. Forhåbentligt er det så bedre igen i morgen.

Mødrehjælpen

Mødrehjælpen er en socialhumanitær organisation, der rådgiver og støtter gravide og børnefamilier.

Mødrehjælpen består af både professionel rådgivning og en politisk fortalerindsats, som er organiseret i Fonden Mødrehjælpen, samt en frivillig indsats forankret i Mødrehjælpens lokalforeninger og butikker.

Log ind for at gemme artikler

Du skal logge ind eller oprette en profil for at kunne gemme artikler.

Log ind

Log ind med din profil for at se gemte artikler, ansøge om babypakker og bruge Huskelisten.

Glemt password?

Angiv din e-mail adresse for at få tilsendt et nyt password.

Vælg nyt kodeord

Du er logget ind med et midlertidigt kodeord og skal derfor vælge et nyt kodeord.