Brug skærmen fornuftigt
Det er vigtigt at huske, at skærme ikke er ”farlige” i små mængder. Skærmen kan være en hjælpende hånd, hvis du har brug for et øjebliks ro. Det vigtigste er at finde en balance, der fungerer for dig og din familie.
At navigere i disse anbefalinger handler om balance og fleksibilitet. Husk, at det ikke altid er muligt at følge anbefalingerne til punkt og prikke, og det er helt okay.
Fra barnet bliver 2 år kan du bruge skærmen som et supplement og ikke som hovedaktivitet i hverdagen. Hvis du bruger skærm sammen med dit barn, bør det stimulere barnets udvikling. Det kan fx være indhold, der lægger op til, at I sammen kan danse, hoppe, synge, efterligne dyrelyde eller gøre noget andet aktivt sammen.
Du kan også se på skærm sammen med dit barn ved at lave et lille fotoalbum af barnets familiemedlemmer, som I sammen kan kigge på og tale om.
Forslag til programmer, du kan se med dit barn, der inspirerer til bevægelse, leg og læring
Børste på bondegården: Roligt TV for de mindste, som ligger op til, at I kan tale om dyr og dyrelyde.
Bevæg dig med Børste: Et program I sammen kan danse og bevæge jer til.
Sange fra Minisjang: Små musikvideoer med andre børn, der danser til velkendte børnesange.
Minibørnene: Børn kan godt lide at se på andre børn der leger. I Minibørnene leger børnene gemmeleg, hoppeleg og mange andre lege som dit lille barn garanteret kan genkende fra sin egen hverdag.
Fantus og maskinerne: Fantorangen Fantus er ude og kigge på store fascinerende maskiner.
Læs med Orm: Her er der højtlæsning i Orms hule. I hvert program får Orm besøg af en kendt dansker og sammen læser de en dansk børnebog højt.
Alle programmerne kan ses på Minisjang, som du finder på DR TV.