Alle forældre kan komme til at skælde deres barn ud. Men hvordan oplever barnet det? Og hvordan finder man bedst tilbage til den gode kontakt?
Når man skælder ud, kan man sige, at man misbruger sin magt som voksen.
Skældud er for eksempel, hvis vi irettesætter vores børn på en bebrejdende og verbalt hård måde. Det kan være, når vi hæver stemmen, råber, taler nedladende og nedværdigende og sætter grænser på en voldsom måde over for vores børn.
Skældud er som at slå med ord. Det gør ondt på barnet, uden at vi kan se fysiske mærker.
Børn oplever skældud på flere måder. Der sker noget både i relationen, i barnets krop og hjerne og i barnets sind og følelsesliv.
Når børn bliver skældt ud af en voksen, sker der noget i forhold til barnets tryghed ved den voksne. Et barn er afhængigt af sine forældre og har brug for at føle sig elsket – også selv om det har gjort noget, det ikke måtte.
Skældud skaber følelsesmæssig afstand mellem forælder og barn, og jo mere skældud bruges i hjemmet, desto mere utryg bliver relationen for barnet.
Relationen mellem barn og voksen er i sin natur asymmetrisk men ligeværdig. Det betyder, at der er forskel på at være barn og voksen i forhold til for eksempel kompetencer, ressourcer og ansvar. Men uanset forskellene, er man som mennesker ligeværdige. Du og dit barn er lige meget værd.
Når vi voksne skælder ud, mister børn fornemmelsen af ligeværd. Det påvirker selvværdet at blive talt hårdt til eller råbt ad. Børn kan opleve at være forkerte, at være uduelige eller uønskede, når de får skældud. Det skaber følelsesmæssig afstand mellem barn og voksen, fordi barnet bliver utryg i relationen til den voksne. Barnet kan få tanker om, at “mor kan ikke lide mig, når hun taler sådan til mig”, “der er sikkert noget galt med mig” eller “jeg er sådan en, der gør alting forkert”.
Børn trækker sig fra noget, der ikke er rart, eller som vækker ubehag. Gentagen skældud vil få børn til at miste lysten til noget, de måske tidligere havde lyst til. De mister lysten til at gå på opdagelse og prøve nye ting, fordi deres selvopfattelse fortæller dem, at de ikke kan finde ud af det alligevel.
Derfor skal vi gøre vores bedste for at undgå at skælde ud, når vi vil have vores børn til at gøre noget bestemt eller stoppe en uønsket adfærd.
Barnets krop og hjerne reagerer, når det føler sig angrebet og truet. Når barnet bliver skræmt eller bange, producerer hjernen stresshormoner. Hjernen kan ikke skelne mellem, om der er tale om en vred voksen, eller om det er et spørgsmål om ”liv og død”. Så hjernen sender lige så mange stresshormoner afsted, når barnet bliver skældt ud, som hvis barnet stod ansigt-til-ansigt med en tiger. I hjernen aktiveres et primitivt responssystem som en beskyttelse. Det ses ved, at barnet enten går i kamp, flugt eller frys. Når dette sker, går barnets fornuft “offline”. Barnets evne til at huske og lære bliver påvirket, og det er har svært ved at modtage beskeder.
Det vil sige, at jo mere man råber i håbet om at trænge ind til sit barn, desto mindre sandsynlighed er der for, at barnet faktisk hører, hvad man siger og tager ved lære af situationen.
Når barnet går i ”kamp”, vil det forsøge at forsvare sig selv ved at gå til modangreb. Det kan enten være fysisk eller verbalt, hvor barnet slår, sparker eller skubber eller råber tilbage og svarer igen med trusler eller sårende ord.
Et barn i vuggestuealderen kan blive meget påvirket af at få skældud. Det kan reagere ved at slå og sparke voldsomt fra sig. Børn i denne alder har ikke altid en fornemmelse af, hvor ondt det gør på andre, når de slår, så de bruger alle deres kræfter på at komme ud med deres frustrationer. Et barn i denne alder har heller ikke altid det nødvendige sprog til at sætte ord på sin vrede, hvorfor det er langt nemmere at lade kroppen gøre arbejdet. Skulle barnet alligevel have mange ord, vil det ofte bruge løs af alle de skældsord, det kender og måske også opfinde nogen selv.
Vær forberedt på, at du som forælder til børn i denne alder, kan blive kaldt for mange grimme – men også fantasifulde – ting. Undgå at stille for mange spørgsmål, mens dit barn er i kamp. Dit barn kan ikke svare, og det stresser mere, end det beroliger. Lad dit barn rase ud og vent med at tale med dit barn om, hvad der er okay at sige, til barnet er faldet til ro.
Husk, at hjernen alligevel ikke hører, hvad du siger, så længe barnet er i kamp-reaktion. Her er det bedre at anvise barnet uden for mange ord. Det kan for eksempel være ved at tage barnet væk fra situationen eller give barnet de sko på, som det ikke vil have på, fordi det er dig, der bestemmer.
Når barnet reagerer med ”flugt”, kan det komme til udtryk på flere måder. Barnet kan for eksempel trække sig ved at løbe væk eller gemme sig i forsøget på at beskytte sig mod det ubehagelige ved at blive skældt ud. Børn, der ikke ser en mulighed i at løbe væk eller gemme sig, kan vise flugt ved for eksempel at kigge væk, undgå at svare eller være helt tavs.
Når et lille barn bruger flugt som udvej fra det ubehagelige, kan det ofte provokere den voksne. Den voksne kan ikke fornemme på barnet, om det hører efter, og bliver irriteret, hvis barnet løber væk, når man forsøger at snakke med barnet og tale det til fornuft.
Et lille barn på ca. 2-3 år har set sin mor tage sminke på om morgenen hver dag. Barnet synes, det ser spændende ud og følger meget med i, hvad mor gør. En tidlig morgen får barnet den idé at tage mors sminke frem og gøre det samme som mor. Barnet hygger sig med at få hele ansigtet smurt ind i øjenskygge, læbestift og pudder. Da mor opdager, hvad der foregår, bliver hun sur og siger med hård stemme: “Hvad laver du? Det må du ikke, det er mors sminke!”
Barnet bliver forskrækket over sin mors vrede og forstår ikke, hvad det har gjort forkert. Det løber ind på værelset og gemmer sig under sengen. Barnet mærker tydeligt at have gjort noget forkert og bebrejder sig selv, at det ikke kan finde ud af at være ordentlig, selv om det hyggede sig og bare ville prøve det samme som mor.
Spørg dig selv, hvorfor dit barn forsøger at komme væk fra den ubehagelige situation. Er dit barn blevet bange, ked af det, flov? Hvis dit barn løber væk – og er uden for fare – er det bedst at bevare roen og nærme dig barnet stille og roligt. Dit barn er sikkert overvældet af sine følelser, så hvis du samtidig kommer stormende efter det, vil barnet bare trække sig endnu mere.
Dit barn har brug for at blive fundet, men ikke på en voldsom måde.
Tal roligt til dit barn, giv barnet lov til at puste ud og forsøg at invitere barnet tilbage. Vær tålmodig, selv om dit barn afviser dig. Hvis barnet bliver hos dig, men for eksempel kigger ned i gulvet for at undgå øjenkontakt, er det vigtigt at tillade barnet det. Det kan være dét, der gør, at dit barn kan overskue at være i kontakten med dig.
Når børn går i ”frys”, sker det oftest, når de ikke har mulighed for at kæmpe eller flygte. Barnet stivner så at sige af skræk og er ikke i stand til at bevæge sig. Barnet bliver på den måde en passiv modtager af den voksnes skældud uden at kunne forsvare sig. Selv om barnet er bange, kan det på overfladen se ud til at være rolig og uberørt. Barnet ser måske ud til at dagdrømme og er fjern i blikket. Barnet lukker på en måde ned for sine følelser, så det kan modstå den smerte, det oplever, når det får skældud.
Et barn på to år hygger sig med sin far i sandkassen. De fylder sand i spande og bygger tårne. Barnets far besvarer pludseligt et opkald på mobilen og retter sin opmærksomhed væk fra barnet. Barnet kalder på sin far og begynder at kaste med sand for at få hans opmærksomhed. Faren bliver irriteret, fordi han ikke kan koncentrere sig om samtalen og begynder at skælde sit barn ud. Han rejser sig op og begynder at bande, mens han desperat børster sand af sig. Barnet bliver overvældet over sin fars voldsomme reaktion og har svært ved at skabe mening i, at far pludselig kunne blive så vred, nu hvor de ellers havde det så rart sammen.
Barnet bliver handlingslammet og sidder passivt i sandkassen uden at røre sig, mens faren skælder ud og virker stor og truende, efter at han har rejst sig op. Barnet kigger tomt ud i luften og virker umiddelbart ikke til at være uberørt af situationen. Det, man ikke kan se, er at barnets hjerte banker hurtigt, og barnet får ondt i maven.
Du kan hjælpe dit barn med at føle sig tryg igen ved at stoppe det, der gør barnet bange. Læg mærke til din tone, dit kropssprog, dine ord og tænk over, hvilken påvirkning det har på dit barn.
Forsøg at fald til ro. Hvis du har brug for at trække dig og få en pause, er det ok. Men fortæl dit barn, at du kommer tilbage eller bed din partner om at være sammen med dit barn, så det ikke føler sig forladt. Hjælp barnet til at handle, så det ikke føler sig hjælpeløs. Lav en rar aktivitet sammen, gerne hvor I bruger kroppen, og find tilbage til den gode kontakt.
Når børn enten går i kamp, flugt eller frys, handler det om, at det er bange og utrygt. Derfor er det vigtigt at sørge for at genskabe en god kontakt med barnet, før man som voksen begynder at “belære” sit barn med for mange ord.
Alle forældre kan komme til at skælde deres barn ud. Men det er altid de voksnes ansvar at etablere kontakten med deres børn hurtigt igen. Derfor skal du slippe stoltheden og invitere til kontakt igen ved at sige undskyld.
Når vi kommer til at skælde ud, er det vigtigt, at vi som voksne tager ansvar for vores egen adfærd.
Dit barn har brug for, at den brudte kontakt efter en konflikt bliver repareret, og det er dig, der viser, hvordan man gør.
Det er svært, og det kræver, at du kan se ud over dine egne følelser. Dit barn lærer at håndtere konflikter ved at se, hvordan du gør. Så hvis du gerne vil lære dit barn at sige undskyld, skal du starte hos dig selv.
Holdepunkt er Mødrehjælpens landsdækkende rådgivningstilbud. Her sidder socialrådgivere klar til lytte, hvis du for eksempel mangler overskud til at klare hverdagen og er bekymret for dit barns trivsel.
Skæld ud virker ikke – men hvad kan man gøre i stedet? Læs her, hvordan du sætter grænser for dit barn og viser det, hvad der er rigtigt og forkert uden at skælde ud.
At blive forælder fremkalder usikkerhed hos de fleste. Bliv klogere på hvorfor og få råd til, hvad du kan gøre for at bryde de negative mønstre fra din egen opvækst.
Det kan være en god ide – uanset om man er et par eller enlig forælder – at tænke over, hvordan man vil opdrage sit barn.