Hvorfor er ase og mase-lege gode for barnet?

Ase og mase-lege er en sjov måde at stimulere den kinæstetiske sans, som er den sans, der har betydning for barnets muskler og led. Når denne sans bliver påvirket, øger det dit barns kropsbevidsthed, og giver dit barn en fornemmelse af de enkelte kropsdeles placering i forhold til hinanden og omgivelserne.

Derudover stimulerer ase og mase-legene i høj grad også den taktile sans, som registrerer berøring og tryk på kroppen.

Sådan kan du ase og mase med dit barn

I videoen viser Anna med hjælp fra Layla på 15 måneder tre måder, man kan ase og mase på.

Kravle op på noget: Stil for eksempel en stol foran dit barn og se, om du kan opmuntre barnet til at kravle op på den og eventuelt også ned igen. Barnet kan også kravle op i sofaen, sengen eller op på dig. Det vigtigste er, at barnet bruger sine muskler og skal ase og mase for at komme op.

Vær altid opmærksom på sikkerheden, når dit barn skal kravle rundt på møbler derhjemme. Hold dig hele tiden omkring barnet, og hav fat i de stole eller møbler, som er i risiko for at vælte.

Kravle under noget: Stil en stol foran dit barn og se, om du kan få barnet til at kravle under den. Du kan for eksempel lokke med et stykke legetøj, som barnet skal kravle ind for at hente. I stedet for en stol kan du også bruge en legetunnel, hvis du har sådan en, eller andet, som barnet har mulighed for at kravle igennem eller under. Øvelsen giver dit barn en fornemmelse af sin krop i forhold til omgivelserne.

Du kan også stille dig på alle fire og lade barnet kravle ind under din mave. Du kan selv justere, hvor meget plads barnet skal have til at komme igennem. Hvis du for eksempel ligger dig på underarmene i en planke, skal barnet arbejde mere for at komme igennem, end hvis du står oppe på dine knæ.

En anden sjov leg kan være at holde en dyne eller et tæppe over barnets overkrop, så barnet skal kæmpe sig fri. Sørg for, at barnet har armene (og selvfølgelig også hovedet!) fri af dynen.

Hoppe ned fra en stol: På et tidspunkt vil dit barn begynde at øve sig i at hoppe. Den lyst kan du stimulere ved at lade barnet hoppe ned fra en stol eller et andet møbel. Det er nemmere for barnet at hoppe ned fra noget end op på noget.

At hoppe er en rigtig god måde at få stimuleret den kinæstetiske sans, da barnets muskler og led får nogle gode stød, når barnet lander på jorden.

Har du set kapitel 1?

Hvis du endnu ikke har set det første kapitel i dette forløb, vil vi anbefale, at du gør det, da Anna her fortæller mere om de tre grundmotoriske sanser, og hvorfor det er vigtigt at stimulere dem dagligt.

Om Anna

Anna Raith Louring er uddannet psykomotorisk terapeut med speciale i graviditet og børn. Til dagligt er hun indehaver af Flow of Life, hvor hun blandt andet underviser mødregrupper i motorisk leg og rytmik.