Hvordan kan man forberede sig på fødslen?

Naturlig smertelindring kan hjælpe dig til at komme i mental kontrol under fødslen. Det er umuligt at kontrollere eller styre fødslens forløb – det handler om at turde lade fødslen føre an, selvom det er svært.

Naturlig smertelindring kan bestå af:

  • Åndedrætsøvelser
  • Afspændingsteknikker
  • Visualisering

Vælger du at lære for eksempel en bestemt åndedrætstekning, så start i god tid inden fødslen, og øv dig – gerne sammen med din partner.

Lav en fødselsplan med jeres ønsker

Herunder er inspiration til, hvilke spørgsmål I kan stille jer selv og hinanden, når I laver fødselsplanen.

Som gravid

  • Hvad er dine ønsker til smertelindring?
  • Hvor og hvordan vil du gerne føde?
  • Hvordan plejer du at reagere i pressede situationer – og hvordan hjælper man dig bedst som jordemoder og som partner/fødselshjælper?
  • Hvem skal tage imod barnet?
  • Er der særlige hensyn, behov eller ønsker, som det er vigtigt, at jordemoderen kender til? Skal der for eksempel være musik under fødslen? Vil I have taget billeder undervejs, hvis der er mulighed for det? Eller lignende.

Som partner (eller fødselshjælper)

  • Er du bange for blod eller nåle?
  • Vil du tage imod barnet, når det kommer til verden, eller klippe navlestrengen?
  • Hvis komplikationer gør, at barnet ikke kan komme op på mors bryst efter fødslen, hvad ønsker du så, der sker? Er det for eksempel vigtigt for dig, at du får barnet op til dig, så snart det er muligt?

Om Anna og Anne

Anna Neel Forchhammer og Anne Due Barslund er jordemødre og har sammen stiftet Jordemodertid, som tilbyder en bred vifte af hjælp til gravide og nybagte forældre, blandt andet fødselsforberedelse og ammekonsultationer.