Det er vigtigt at bevæge sig under fødslen

I videoen viser Anna og Anne tre forskellige stillinger, som kan være gode på forskellige tidspunkter i løbet af fødslen.

1. Knæ-albue leje

Stå foroverbøjet med dine knæ og underben på gulv eller en anden flade. Du kan stå over en pilatesbold, som Anna gør i videoen, men det kan også være en seng eller en sækkestol, der er stablet op.

Fokus for den fødende:

  • Kip i bækkenet ved at trække kønsbenet op mod navlen.
  • Slap af i ben og balder.

Fokus for partner og fødselshjælper:

  • Tryk eller hold på bækkenet, der hvor vesmerterne er, hvis den fødende synes, at det er rart.

2. Sideliggende stilling

Lig på den ene side med benene bøjet. Denne stilling er god i fødslens indledende faser, hvor du har mulighed for at slappe af og vinde kræfter, inden det for alvor går løs.

Fokus for den fødende:

  • Placér en pude mellem benene.
  • Sørg for god støtte til hovedet og under maven.

Fokus for partner og fødselshjælper:

  • Hent saft, hold en kold klud på panden, eller hvad der er brug for.

3. Stående stilling

Læg armene om din partner og sænk dig ned i knæ. Denne stilling er god i fødslens sidste faser, fordi tyngdekraften hjælper barnet på vej, ved at bækkenets diameter udvides, når du står nede i knæ.

Fokus for den fødende:

  • Kom ned i knæ.
  • Kip i bækkenet ved at trække kønsbenet op mod navlen.
  • Slap af i ben og balder.

Fokus for partner og fødselshjælper:

  • Hold med let hånd om den fødende.

Om Anna og Anne

Anna Neel Forchhammer og Anne Due Barslund er jordemødre og har sammen stiftet Jordemodertid, som tilbyder en bred vifte af hjælp til gravide og nybagte forældre, blandt andet fødselsforberedelse og ammekonsultationer.