Gode råd når baby skal have mælk fra flaske 

Nogle gange er flaske det bedste valg for dig og dit barn. Det kan  for eksempel være, når amningen bliver ved med at give problemer.  I denne artikel får du gode råd fra Sundhedsstyrelsen, en kommunal sundhedsplejerske og en sundhedsplejerske, som også er IBCLC certificeret ammevejleder. 

Gode forældre kan drage omsorg for sig selv og barnet og træffer de rigtige valg for barnet og familien. Og i dette tilfælde gør I det ved at give barnet flaske, fordi det skaber mest ro og tryghed i jeres familie lige nu.
Sundhedsstyrelsen i udgivelsen 'Sunde børn' (2019)

Den gode forælder sidder ikke i brysterne

Når du giver dit barn flaske, kan den enten indeholde brystmælk, som er pumpet ud, eller modermælkserstatning. Får dit barn ikke modermælk, skal det nemlig have modermælkserstatning. Der er mange forskellige mærker af modermælkserstatning på markedet, og det kan være trygt at få viden om de forskellige mærker, så I kan vælge det mærke, der passer netop jer.

Spørg din sundhedsplejerske til råds 

Sundhedsstyrelsens råd om flaske   

Sundhedsstyrelsenhar en række råd til dig, som skal give eller allerede er i gang med at give dit barn flaske: 

  • Giv flaske, når dit barn er sulten. 
  • Hold dit barn tæt i favnen, når det får flaske og skab hygge og nærhed omkring måltidet ved at give hud- og øjenkontakt.  
  • Tjek, at mælken er 37 grader ved at sprøjte lidt mælk på indersiden af dit håndled. Den skal føles lun og ikke hed. 
  • Sørg for, at hullet i sutten på flasken er tilpas stor. Mælken skal kunne løbe med adskillige dråber i sekundet.  
  • Når du giver dit barn flaske, så hold flasken så skrå, at sutten hele tiden er fyldt op med mælk, så dit barn ikke sluger luft. 
  • Hold en pause, når dit barn bliver urolig eller slipper flasken. Det kan også være et tegn på, at det skal bøvse. Tilbyd flasken igen, men nu fra den anden side. 
  • Stop, når dit barn slipper og ikke vil have mere.

7 gode råd fra sundhedsplejersken og ammevejlederen

Anja Kreutzman er sundhedsplejerske og Tina Halling er, udover sundhedsplejerske, IBCLC certificeret ammevejleder. Anja og Tina har syv råd til dig, der skal i gang med at give dit barn flaske, eller som allerede er det:  

  • Dit barn skal ikke spise op, men må gerne levne. Der er ikke lige stor appetit til alle måltider. 
  • Nogle børn kan blive forstoppede, når de starter på modermælkserstatning. Har du mistanke om, at dit barn har forstoppelse, bør du kontakte din sundhedsplejerske eller læge. 
  • Der er mange forskellige flasketyper på markedet. Spørg din sundhedsplejerske til råds.  
  • Vær opmærksom på hygiejnen, når du blander mælken. Sutter og flasker skal koges 5 minutter i en gryde vand, 5 minutter i mikrobølgeovnen eller i opvaskemaskinen ved 65-80 grader. 
  • Følg den anvisning, der står på pakken – lad være med at ændre på blandingsforholdet. Ellers får dit barn ikke den rigtige næring. 
  • Brug altid kogt afkølet vand til opblanding af mælkeerstatning, indtil barnet er mindst 4 måneder. 
  • Vær opmærksom på holdbarhed og opbevaring af opblandet mælkeerstatning. Spørg din sundhedsplejerske til råds, hvis du er i tvivl om, hvor længe opblandet mælkeerstatning kan holde sig, eller hvordan du bedst opbevarer det. 

Sundhedsplejerskerne Anja Kreutzmann og Tina Halling

Anja Kreutzmann er sundhedsplejerske på Amager og ansvarshavende redaktør på medlemsbladet Sundhedsplejersken. Derudover har Anja en master i sundhedspædagogik og er uddannet meningsdanner fra Dansk Sygeplejeråd.

Anja er også tilknyttet som vejleder/eksaminator på sundhedsplejerskeuddannelsen på Professionshøjskolen Metropol.

Endelig driver hun Facebook-siden ‘FamilieogfagvedAnja’, hvor hun med foto, nedslag i arbejdet og historier vil synliggøre familiers liv og sundhedsplejerskearbejdet.

Tina Halling er sundhedsplejerske i Brøndby kommune og har mere end 20 års erfaring som sundhedsplejerske. Hun er desuden uddannet IBCLC certificeret ammevejleder, hvilket sikrer, at ammevejledningen er kvalificeret og evidensbaseret.

Tina har, ud over ammevejledning, især erfaring med tosprogede familier og familier med præmature børn. Foruden sit arbejde som kommunal sundhedsplejerske driver Tina Ammeboblen.dk, som tilbyder ammeforberedelse og ammevejledning.

Log ind for at gemme artikler

Du skal logge ind eller oprette en profil for at kunne gemme artikler.

Log ind

Log ind med din profil for at se gemte artikler, ansøge om babypakker og bruge Huskelisten.

Glemt password?

Angiv din e-mail adresse for at få tilsendt et nyt password.

Vælg nyt kodeord

Du er logget ind med et midlertidigt kodeord og skal derfor vælge et nyt kodeord.