Børn har mange følelser, og de er alle vigtige for deres udvikling
Det er vigtigt for børn at lære alle følelser at kende, så de med små skridt kan øve sig i at håndtere dem. Den bedste måde, de lærer det på er, hvis de får plads til at udrykke alle følelser – også de svære, der larmer og tager lang tid.
”Hvis du som forælder standser dine børn i de følelser, de har, lærer du dem, at de ikke må have de følelser. Men følelser er vigtige informationer, og det er vigtigt, at dit barn lærer at lytte til dem og reagere på dem. Hvis børn ikke lærer deres følelser at kende, kan de som voksne få rigtigt svært ved at udtrykke dem – og måske lærer de slet ikke at mærke dem i tide,” fortæller Ellen Eldrup.
Børn går ikke i stykker af at være vrede. Tværtimod lærer de – når de fx får lov til at være rasende – at følelsen ikke er farlig, men at den prøver at fortælle dem noget. Og først der kan barnet forsøge at finde ud af, hvad de skal gøre ved følelsen.
”Det, du som voksen skal gøre, er at møde barnet i den følelse, det nu en gang har. Det handler ikke nødvendigvis om at få en følelse til at forsvinde, men anerkend den og være i den med barnet”.