Svar
Kære Laura,
Hvor lyder du bare som en virkelig omsorgsfuld mor, der vil det allerbedste for lille Sigrid. Hun er så heldig at have dig.
Der findes en jungle af informationer – både digitalt og fysisk. Lige fra hjemmesider, apps og SoMe til ens venner og familie, som hellere end gerne vil dele ud af deres egne erfaringer. Det kan være meget overvældende, og det kan være så svært at vurdere, hvad der er rigtigt for sig selv og ens barn.
Du vil blot det bedste for dit barn – det forstår jeg så godt!
Der er heldigvis hjælp at hente.
For det første vil jeg sige, at den vigtigste brugsanvisning du har, er dit barn. Sigrid er, selv som nyfødt, meget god til at give udtryk for, hvad hun har brug for. Lyt til Sigrid og snart bliver du meget klogere på, hvad hun har brug for. I starten vil det være rent gætværk, men I finder hurtigt frem til et fælles sprog – som kun I forstår.
Derudover har vi i Mødrehjælpen skabt engodstart.dk, hvor al information er lavet af fagpersoner med ekspertise i graviditet og småbørn
Her kan du også oprette dig som bruger og få adgang til Huskelisten, hvor du bliver mindet om de vigtige datoer, den første tid med dit barn.
Sundhedsstyrelsen har tillige udviklet apps, hvor du kan følge dit barns udvikling trin for trin.
Jeres sundhedsplejerske er også altid et godt sted at hente sikker viden.
Og vigtigst af alt er det at huske, at det er helt naturligt at være i tvivl. Det at være i tvivl er et sundhedstegn – det viser, at du bekymrer dig og viser omsorg for dit barn. Det er en vigtig egenskab at have som forælder.
Det kan være rigtig godt at dele dine oplevelser med andre forældre, som står i samme situation. I Mødrehjælpen har vi landet over lokale fællesskaber, du/I kan blive en del af. Find det nærmeste tilbud:
Babycafé
Mange hilsner
Birgitte, Rådgiver i Mødrehjælpen.