Anerkend dit barns følelser

Når dit barn flipper ud og begynder at skrige, fordi det ikke må kravle op i potteplanten, eller fordi det skal have børstet tænder, så har dit barn brug for hjælp til at falde til ro. Følelserne overvælder det simpelthen.

Hvis du selv er rolig, er du ofte i stand til at sætte dig ind i, hvordan dit barn har det, og hvorfor det reagerer, som det gør. Din evne til at forstå dit barns adfærd og følelser – og ikke mindst fortælle barnet, at du forstår det – vil kunne berolige dit barn.

Du kan for eksempel sige ”jeg kan godt forstå, du gerne vil pille i potteplanten. Den er flot og ser spændende ud. Men det må du ikke. Det kan jeg godt forstå, at du bliver ked af”.

Dit barn har brug for at få lov til at reagere, og det har behov for at mærke, at du kan rumme de voldsomme følelser. Også selv om du siger nej til noget. Det er trygt for barnet, når det ved, hvad det må og ikke må. Derfor skal du være tydelig ved at være venlig, men bestemt. Sæt dig for eksempel i øjenhøjde med dit barn, når du sætter grænser for dit barn.

Anerkendelse giver tryghed og ro

Når et barn føler sig anerkendt og mødt i sine følelser, føler det sig trygt og kan falde til ro. Når barnet hører, at du forstår, hvorfor det handlede, som det gjorde, føler det sig mødt og forstået, og barnet kan bedre acceptere, at du siger nej.

Børn, der oplever, at deres følelser bliver respekteret, udvikler en tillid til, at deres oplevelser betyder noget. De lærer at stå ved sig selv og deres meninger, og vil efterhånden udvikle en følelsesmæssig robusthed, forstået på den måde, at de lærer deres følelser at kende, og bliver bedre til at håndtere dem.

Et eksempel på mentalisering

Forestil dig, at:

… du er ude for at handle efter arbejde sammen med dit barn, som du lige har hentet i vuggestuen. Du skal hurtigt beslutte, hvad I skal spise til aftensmad. Klokken er allerede mange, og dine tanker kredser omkring en nem ret, som er hurtig at lave, så dit barn kan nå i bad inden sengetid. Dit barn får nu øje på slikhylden og peger på den ene farverige slikpose efter den anden. Du siger nej igen og igen, men dit barn protesterer, og det ender i skrig og skrål

Hvad får du øje på hos dig selv?

Varmen begynder måske at sprede sig i din krop, og du kan mærke en irritation over, at dit barn ligger på gulvet og skriger. Du synes, det er pinligt og vil bare gerne ud af butikken i en fart. Du har måske et ønske om at holde fast i dit nej, men begynder også at tøve og overvejer at give efter og sige ja til slikket for at slippe ud af situationen. Du er træt efter en lang arbejdsdag og vil bare gerne hjem.

Hvad får du øje på hos dit barn?

Dit barn er ulykkelig og vred. Det har været en lang dag i vuggestue, så du tænker, at dit barn helt sikkert må være træt. Du kommer i tanke om, at det nok også er ved at være et par timer siden, at dit barn fik eftermiddagsmad i vuggestuen. Det må være sultent.

Hvad gør du?

Du forstår dit barns frustrationer over at få et nej, og du husker dig selv på, at et lille barn ikke kan regulere sine store følelser på egen hånd.

Du tager en dyb indånding og forsøger at få ro på dig selv. Du finder din milde stemme frem og forsøger at tale roligt til dit barn.

Fortæl for eksempel, at du godt kan se, at barnet har meget lyst til slik, og at du godt kan forstå, at barnet er sultent, men at du bestemmer, at det ikke skal have slik nu. Fortæl barnet, at du finder et stykke frugt eller en bolle, som det kan spise i stedet.

Sådan hjælper det dit barn, at du bevarer roen

At bruge din evne til at sætte dig i dit barns sted og samtidig være opmærksom på, hvordan du selv reagerer, kan være med til at regulere både dig selv og dit barn. At du bevarer roen, smitter af på dit barn, og sammen kan I genfinde en god kontakt.

Når du regulerer dine egne følelser, er du med til at skrue enten op eller ned for dit barns følelser.

Når du bruger mentalisering til at finde mening i din egen og dit barns adfærd, er det nemmere at forblive rolig og støttende, så du bedst muligt hjælper dit barn med at skrue ned for følelserne.

Når du ikke kan forstå dit barn

Ofte vil du stå i situationer, hvor du ikke ved, hvorfor dit barn er vred eller ked af det. Heller ikke selvom du forsøger at være nysgerrig.

Dit barn får for eksempel øje på en frugtskål, og du tror, at det peger på bananen. Det viser sig ikke at være det, barnet vil have, og du prøver med æblet. Dit barn bliver mere og mere frustreret, og du bliver mere og mere forvirret.

De gentagne misforståelser udløser store følelser, og det ender med tårer og en lille krop, der vrider sig i vrede. I sådanne situationer kan det være svært at forstå dit barns ønsker, særligt, hvis barnet endnu ikke har et sprog.

Hvad gør du?

Dit barn har brug for at blive beroliget, og det skal bruge din hjælp til at falde til ro. Du ved endnu ikke, hvad det vil have, men nu hvor situationen har udviklet sig til en følelsesmæssig eksplosion, må du slippe trangen til at finde svaret.

Fokusér i stedet på at tilbyde trøst og omsorg. Hvis dit barn accepterer det, kan du tilbyde barnet fysisk nærkontakt ved at tage det på skødet og holde om det. Lad barnet få luft for sine følelser og undgå at stille for mange spørgsmål, men spejl dit barn i stedet ved for eksempel at sige ”Du bliver ked af det, når mor ikke ved, hvad du gerne vil. Det kan jeg godt forstå”. Dit barn kan alligevel ikke høre dine ord, når det er så overvældet af sine følelser.

Når roen har lagt sig, kan du forsøge at lade barnet pege på det stykke frugt, det gerne vil have. Sig til barnet, at du havde svært ved at finde ud af, hvad det ville have, og at det var godt, at I fandt ud af det til sidst.

Hvorfor er det nogle gange så svært at bevare roen?

Det er svært at bevare roen i situationer, der udfordrer os. Når vi føler os pressede eller er usikre på, hvordan vi skal håndtere en situation med vores børn (eller vores partner), kan følelserne let løbe af med os.

Det kaldes for mentaliseringssvigt, når vi mister evnen til at mentalisere og forstå os selv og andre. Det er næsten som om der sker en kortslutning i hjernen, så al fornuft og nysgerrighed forsvinder. Det kræver meget koncentration at bevare et åbent sind i sådan en situation. Det er helt umuligt at mentalisere hele tiden. Vi får alle intense følelser indimellem, hvor vi mister fornemmelsen af, hvordan vi selv og andre har det. Det kan betyde, at vi måske handler på en måde, vi ikke er stolte af, eller siger noget, vi senere fortryder. Når det sker, har vi brug for tid til at sunde os, og det har vores børn også.

Bedste tip til de situationer er, at jo mere du kan møde dig selv og dit barn på en rolig, medfølende og nysgerrig måde, desto hurtigere kan I finde tilbage til den gode kontakt.

Hvis du gerne vil læse mere om, hvordan du kan sætte grænser for dit barn på en måde, som bevarer den gode kontakt, så tjek den her artikel ud: