Introduktion - hvorfor er motorik godt?

Når dit barn er 1-2 år, begynder der at være fuld fart over feltet. Det vil begynde at gå selv og får mere mod på at udforske sine omgivelser ved for eksempel at kravle op eller forsøge at hoppe ned fra ting. Som forælder er det bare med at bakke op og opmuntre barnet til at være fysisk aktiv og bruge sin krop. Jo mere motorik I kan få ind i hverdagen des bedre.

Motorik er godt, fordi det styrker dit barns:

  • Motoriske udvikling: Dit barn opnår færdigheder, der er nyttige, når det skal lære at krybe, kravle, stå og senere gå.
    Indlæringsevne: Dit barn får nemmere ved at lære nyt, for eksempel når det starter i skole.
    Sociale kompetencer: Dit barn får mod på at bruge sin krop og indgå i sociale relationer.

De grundmotoriske sanser

Der er tre grundmotoriske sanser, som er gode at få sat i spil i mange forskellige sammenhænge i løbet af jeres hverdag.

Det drejer sig om den vestibulære sans, som nogle også kalder labyrintsansen. Den er vigtig i forhold til dit barns balanceevne. Den taktile sans har betydning for at føle og mærke sin krop. Den registrerer berøring og er dermed med til at øge dit barns kropsbevidsthed. Og endelig den kinæstetiske sans, som har betydning for dit barns muskler og led.

Et godt råd, inden du går i gang

Husk, at det skal være sjovt at lege motorik. Vælg derfor et tidspunkt, hvor dit barn ikke er sultent eller træt. Viser det sig undervejs, at dit barn ikke er i humør til det, så stop og prøv igen på et senere tidspunkt.

Dagens øvelse: Trillebør

At gå i trillebør er en god øvelse til at stimulere dit barns kinæstetiske sans også kaldet muskel-led sansen. At barnet får vægt på arme og skulder, når det går som en trillebør, styrker barnets muskler og led, og barnet får en bedre kropsbevidsthed.

Sådan går du trillebør med dit barn:

  • Læg barnet på maven.
  • Tag fat om barnets hofter og løft op, så barnet kun støtter på hænderne.
  • Se, om du kan få barnet til at gå frem (eller tilbage) på hænderne. Placér eventuelt noget legetøj foran barnet, så det bliver motiveret til at gå lidt frem på hænderne.
  • Vil dit barn ikke flytte armene, så er det også helt fint, hvis det blot kommer op på armene og får noget vægt på skuldrene.

Om Anna

Anna Raith Louring er uddannet psykomotorisk terapeut med speciale i graviditet og børn. Til dagligt er hun indehaver af Flow of Life, hvor hun blandt andet underviser mødregrupper i motorisk leg og rytmik.

I videoen får Anna hjælp af Layla på 15 måneder, som sammen med sin mor Romana viser øvelsen.