Hvorfor er tæppeleg en god motorisk øvelse?

Tæppeleg er en sjov leg for de fleste børn, og samtidig er legen med til at øge dit barns kropsstabilitet og balanceevne.

Har du ikke et tæppe, kan du også bruge et lagen eller et dynebetræk.

Sådan laver du tæppeleg med barnet:

  • Placér dit barn midt på tæppet.
  • Pak tæppet lidt op omkring barnet. Sørg for, at barnet ligger ned, da det kan falde bagover og slå hovedet, hvis det sidder op, når du trækker i tæppet.
  • Tag fat i enderne og træk.
  • Oplever du, at barnet triller af tæppet under legen, kan du evt. binde de to hjørner ved barnets hoved sammen, så der dannes en lille lomme, hvor barnet kan have sit hoved.
  • Gå eller småløb rundt, så barnet får en susetur. Du kan også hive tæppet fra side til side over gulvet eller rundt i en cirkel. Det kommer an på, hvad dit barn har lyst til, og hvor meget plads I har at boltre jer på.

Du kan variere legen, så den passer til dit barns energi og humør netop i dag. Giver du barnet en stille og rolig tur, kan legen have en beroligende effekt. Løber du rundt og laver en masse sving, vil legen derimod virke opkvikkende. Mærk også efter, hvor vild dit barn er med fart. Nogle børn kan lide, at det går hurtigt, mens andre foretrækker en mere stille og rolig tur.

Har du set kapitel 1?

Hvis du endnu ikke har set det første kapitel i dette forløb, vil vi anbefale, at du gør det, da Anna her fortæller mere om de tre grundmotoriske sanser, og hvorfor det er vigtigt at stimulere dem dagligt.

Om Anna

Anna Raith Louring er uddannet psykomotorisk terapeut med speciale i graviditet og børn. Til dagligt er hun indehaver af Flow of Life, hvor hun blandt andet underviser mødregrupper i motorisk leg og rytmik.

I videoen får Anna hjælp af Layla på 15 måneder, som sammen med sin mor Romana viser øvelsen.